Plutark og piskningen ved Artemis Orthias alter af Tønnes Bekker-Nielsen I sin biografi over spartanernes mytiske lovgiver Lykurg beskriver Plutark, hvordan han med egne øjne har set unge spartanere dø under pisken ved alteret for Artemis Orthia. En nærmere gennemgang af de øvrige antikke kilder til denne særprægede spartanske udholdenhedsprøve rejser imidlertid en række ubesvarede spørgsmål omkring Plutarks udsagn. Fra nyere tid foreligger der beretninger om straffede, der dør efter en piskning, men ikke under eller umiddelbart efter selve afstraffelsen. I vore dage anvendes piske- straf fortsat i en række lande, men heller ikke her findes der sikre vidnesbyrd om døds- fald under piskningen. Artemis Orthias helligdom ligger i udkanten af Sparta, omtrent midtvejs mellem den antikke akropolis og bredden af Eurotasfloden (fig. 1). Betydningen af gudindens tilnavn er usikker, måske skal det forstås som “den opretstående Artemis”, en henvis- ning til det primitive gudebillede af træ, som ifølge myten skulle være bragt fra Tauris til Sparta af Orestes. De britiske arkæologer, som for godt hundrede år siden udgravede området, fandt enkelte fundamentrester af det ældste tempel, opført i 10. eller 9. århundrede f.Kr.1 Senere blev kultstedet ombygget og udvidet i flere omgange. I romersk tid blev det omgivet med en kreds af murede tilskuerpladser i rækker over hverandre, som i et romersk amfiteater (fig. 2 og 3). Anlægget var stadig i brug i 4. århundrede e.Kr. og for- mentlig indtil kejser Theodosius i 392 forbød alle offentlige hedenske kulthandlinger. På dette sted foregik i klassisk tid en ceremoni, hvor unge, mandlige spartanere forsøgte at rapse oste fra gudindens alter. Ritualet beskrives i Lakedaimonernes stats- forfatning, hvis forfatter ikke kendes med sikkerhed. Skriftet har været tilskrevet Xenofon, bl.a. på grund af den interesse for opdragelse, der karakteriserer andre af Xenofons arbejder, navnlig Kyropædien. Xenofon var desuden godt informeret om uddannelsessystemet i Sparta, da begge hans sønner havde gennemgået den spartanske træning for unge mænd.2 Imod Xenofon som ophavsmand taler bl.a. det næstsidste afsnit med en stærkt kritisk brod mod samtidens Sparta; kritikkens adressat, som dog 1. Dawkins (1929) 10. 2. Diogenes Laertius 2.54 = 2.6; Plutark, Agesilaos 20.2. AIGIS 18,2 1 ikke nævnes ved navn, kan næppe være nogen anden end Xenofons nære ven, kong Agesilaos. Uanset hvem forfatteren måtte være, er Lakedaimonernes statsforfatning blevet til i første halvdel af 4. årh.f.Kr. og dermed et af de ældste vidnesbyrd om ritualet ved Artemis Orthias alter,3 der beskrives således: .... ταῦτα οὖν δὴ πάντα δῆλον ὅτι μηχανικωτέρους τῶν ἐπιτηδείων βουλόμενος τοὺς παῖδας ποιεῖν καὶ πολεμικωτέρους οὕτως ἐπαίδευσεν. εἴποι δ᾽ ἂν οὖν τις, τί δῆτα, εἴπερ τὸ κλέπτειν ἀγαθὸν ἐνόμιζε, πολλὰς πληγὰς ἐπέβαλλε τῷ ἁλισκομένῳ; ὅτι, φημὶ ἐγώ, καὶ τἆλλα, ὅσα ἄνθρωποι διδάσκουσι, κολάζουσι τὸν μὴ καλῶς ὑπηρετοῦντα. κἀκεῖνοι οὖν τοὺς ἁλισκομένους ὡς κακῶς κλέπτοντας τιμωροῦνται. καὶ ὡς πλείστους δὴ ἁρπάσαι τυροὺς παρ᾽ Ὀρθίας καλὸν θείς, μαστιγοῦν τούτους ἄλλοις ἐπέταξε, τοῦτο δηλῶσαι καὶ ἐν τούτῳ βουλόμενος ὅτι ἔστιν ὀλίγον χρόνον ἀλγήσαντα πολὺν χρόνον εὐδοκιμοῦντα εὐφραίνεσθαι. … [Lykurg] udtænkte dette netop med det formål at opdrage drengene, så de blev mere snarrådige og dermed også bedre krigere. Nogle vil spørge, hvorfor – når han nu regnede det for godt at stjæle – han pålagde den, der blev pågrebet, mange slag. Fordi, vil jeg sige, at man ligeledes i andre sam- menhænge, hvor man underviser mennesker, straffer den, som ikke har lært det ordentligt. Og de straffer altså dem, der bliver pågrebet, fordi de er dårlige til at stjæle. Og han gjorde det til et ærefuldt mål at snuppe så mange oste som muligt fra Orthia; men samtidig pålagde han andre at piske dem, fordi han med dette ville vise, at ved at lide i kort tid kan man i lang tid derefter leve vel- anset og lykkeligt.4 Plutark, der skriver næsten 500 år senere, nævner to gange ritualet omkring alteret for Artemis Orthia: dels i sin biografi af den athenske politiker fra Perserkrigenes tid, Aris- tides “den retfærdige”, dels i biografien over den mytiske spartanske lovgiver Lykurg. Ifølge den første kilde havde piskeritualet sin oprindelse i en episode under optakten til slaget ved Plataiai 479 f.Kr: 3. Ritualet nævnes også kort hos Platon, Lovene, 1.366a. 4. Lakedaimonernes statsforfatning, 2.7-9. Alle oversættelser er forfatterens. AIGIS 18,2 2 ἔνιοι δέ φασι τῷ Παυσανίᾳ μικρὸν ἔξω τῆς παρατάξεως θύοντι καὶ κατευχομένῳ τῶν Λυδῶν τινας ἄφνω προσπεσόντας ἁρπάζειν καὶ διαρρίπτειν τὰ περὶ τὴν θυσίαν, τὸν δὲ Παυσανίαν καὶ τοὺς περὶ αὐτὸν οὐκ ἔχοντας ὅπλα ῥάβδοις καὶ μάστιξι παίειν: διὸ καὶ νῦν ἐκείνης τῆς ἐπιδρομῆς μιμήματα τὰς περὶ τὸν βωμὸν ἐν Σπάρτῃ πληγὰς τῶν ἐφήβων καὶ τὴν μετὰ ταῦτα τῶν Λυδῶν πομπὴν συντελεῖσθαι. Nogle fortæller, at da Pausanias, der befandt sig et lille stykke fra kampenes centrum, var i gang med at ofre og bede, blev han pludselig overfaldet af nogle lydere, der greb offergaverne og smed dem væk; da Pausanias og hans ledsagere ikke havde deres våben hos sig, slog de lyderne med stave og piske. Derfor, og til minde om dette rov, opføres i vore dage piskningen af efeberne ved alteret i Sparta, og derefter lydernes optog.5 Det forekommer ikke umiddelbart indlysende, hvorfor Spartas unge som et led i den opdragelse, der skulle gøre dem nøjsomme og hårdføre, skulle imitere de notorisk dekadente og luksuselskende lydere. Heller ikke, hvorledes ritualet, hvis det virkelig var en ny opfindelse fra 470’erne, var blevet knyttet til Artemis Orthias helligdom, som på dette tidspunkt allerede havde eksisteret i et halvt årtusinde eller mere. Plutark er da også den eneste, der videregiver denne aitiologiske fortælling – som han må have fra en ældre forfatter, for mens Plataia-episoden i hovedtræk svarer til det ritual, som beskrives i Lakedaimonernes statsforfatning, var proceduren på Plutarks egen tid helt anderledes: οὕτω δὲ κλέπτουσι πεφροντισμένως οἱ παῖδες, ὥστε λέγεταί τίς ἤδη σκύμνον ἀλώπεκος κεκλοφὼς καὶ τῷ τριβωνίῳ περιστέλλων, σπαρασσόμενος ὑπὸ τοῦ θηρίου τὴν γαστέρα τοῖς ὄνυξι καὶ τοῖς ὀδοῦσιν, ὑπὲρ τοῦ λαθεῖν ἐγκαρτερῶν ἀποθανεῖν. καὶ τοῦτο μὲν οὐδὲ ἀπὸ τῶν νῦν ἐφήβων ἄπιστόν ἐστιν, ὧν πολλοὺς ἐπὶ τοῦ βωμοῦ τῆς Ὀρθίας ἑωράκαμεν ἐναποθνήσκοντας ταῖς πληγαῖς. Børnene [i Sparta] stjal med en sådan alvor, at det fortælles, at en, der hav- de stjålet en ræveunge og gemt den under sin kappe, fik sin mave revet op af dyrets kløer og tænder, og udholdt dette indtil han døde, frem for at bli- 5. Plut., Arist. 17.8. Hvordan og hvor ”lydernes optog” foregik, vides ikke. Spawforth (2012, 118) for- moder, at der var tale om en procession af unge mænd iført lydiske gevandter. AIGIS 18,2 3 ve afsløret. Og dette lyder ikke utroligt, hvis man tænker på nutidens efeber, af hvilke jeg har set mange dø af piskeslagene ved Artemis Orthias alter.6 Nogle forskere har villet spore en direkte linie fra ostetyveriet i Lakedaimonernes stats- forfatning til piskeritualet hos Plutark.7 Der er åbenlyse ligheder, men også afgørende forskelle. I den ældre kilde får den kluntede eller dovne tyv mange piskeslag, mens den adrætte og hurtige snapper osten, slipper væk efter nogle få rap med pisken og derefter kan nyde sin ost og den ære, der følger med den. Ifølge Plutark er det lige omvendt: det er ærefuldt at udholde så mange piskeslag som muligt, endog så mange, at man dør af det. Spørgsmålet bliver så, hvornår ændringen fandt sted. Den tidligste sikkert daterede beskrivelse af det nye ritual finder vi hos Cicero: Lycurgi laboribus erudiunt iuventutem, venando currendo, esuriendo siti- endo, algendo aestuando. Spartae vero pueri ad aram sic verberibus accipi- untur, “Ut multus e visceribus sanguis exeat”, non numquam etiam, ut, cum ibi essem, audiebam, ad necem; quorum non modo nemo exclamavit um- quam, sed ne ingemuit quidem. De opdrager ungdommen gennem Lykurgs øvelser: at jage og løbe, at ud- holde tørst, kulde og sult. Ved alteret i Sparta får drengene så mange pisk, “at blodet flyder fra mange piskeslag”, endog sommetider, efter hvad jeg hørte da jeg var der, til døden; alligevel er der ingen der udstøder skrig, og heller ingen der stønner.8 Piskningen ved Artemis Orthias alter forblev en populær turistattraktion gennem århundreder. Blandt senere forfattere, der har beskrevet ritualet, finder vi foruden Plutark (1. årh.e.Kr.) rejsebogsforfatteren Pausanias, satirikeren Lukian (2. årh.e.Kr.) og sofisten Philostratos (3. årh.e.Kr.) mens retoren Libanios (4. årh.e.Kr.) kort nævner, at han i sin ungdom har besøgt Sparta for at overvære piskningen (τὰς μάστιγας).9 6. Plut., Lyk. 18.1 (Perrin). Kennell (1995) 73 og 151 læser i næstsidste linie ἀποθνήσκοντας, som for- uden“døende”ogsåkanbetyde“redetilatdø”eller“nærvedatdø”.Herimodtaler,atdrengenidet foregående eksempel helt klart dør. 7. For en kritisk diskussion af kontinuitetsteorien se Spawforth (2012) 92-94; Budin (2015) 129-30. 8. Cicero, Tusc.Disp. 2.34. 9. Libanios, Or. 1.23. Besøget må have fundet sted i 330’erne. AIGIS 18,2 4 Derudover er piskeritualet beskrevet i de såkaldte Instituta Laconica, en samling af korte, stikordsagtige informationer om Spartas forfatning og samfund. Teksten til Insti- tuta Laconica er overleveret sammen med Plutarks samlinger af spartanske one-liners, apophthegmata, og nogle udgivere har derfor regnet Plutark for ophavsmanden til Instituta Laconica. Forskellige forhold taler dog for at Laconica ikke stammer fra Plutarks hånd, fx at ifølge Lykurg-biografien døde “mange” drenge ved alteret, mens det i Laconica hedder at piskningen fortsatte indtil offeret var “nær ved døden”, μέχρι θανάτου,10 men altså ikke helt død. Af samme grund kan samlingen næppe stamme fra en senere epitomators hånd. De fleste forskere fastholder hypotesen om Plutark som ophavsmand til Laconica.11 Dog mener Nigel M. Kennell, at dele af indholdet skal dateres langt tidligere. Omtalen af det romerske styre i Sparta som en fait accompli12 giver 146 f.Kr. som terminus post quem for samlingen i den form, hvori den er overleveret blandt Plutarks værker, men nogle elementer kan ifølge Kennell føres tilbage til det 3. århundrede f.Kr.13 Som ophavsmand til den nyere version af piskeritualet udpeger Kennell filosoffen Sphairos fra Borysthenes,14 der ifølge Plutark fungerede som rådgiver for kong Kleomenes 3. af Sparta og blandt andet hjalp kongen med at reformere Spartas forfatning.15 Herimod kan det indvendes, at den kloge konge, der lader sig rådgive af filosoffer, er en fast figur i græsk historieskrivning og endvidere, at ifølge samme kilde blev de fleste af Kleomenes’ reformer rullet tilbage efter kongens flugt fra Sparta i 222 f.Kr.16 En enklere hypotese er denne: at ostetyveri-konkurrencen fortsatte uændret frem til 192 f.Kr., året hvor Sparta kom ind under det Achaiske Forbund og blev tvunget til at indstille den traditionelle spartanske uddannelse for unge mænd. Da denne blev gene- tableret efter 146 f.Kr., blev ritualet ved Artemis Orthias alter ligeledes genoptaget – dog i en ny og mere brutal form, der lagde vægt på udholdenhed frem for fingerfær- dighed og hurtighed. Hypotesen om ritualet som en “traditionsopfindelse” stemmer 10. Inst.Lac. 40. 11. Fx Hodkinson (2000) 39; Too (2016) 321-22. 12. Inst.Lac. 43. 13. Kennell (1995) 21-22. 14. Kennell (1995 111-12; (2005) 174; (2018) 646-47. 15. Plut., Kleom. 11.2 16. Plut., Kleom. 30.1. AIGIS 18,2 5 overens med, at de fleste kilder opgiver Spartas mytiske lovgiver Lykurg som ophavs- mand til ritualet, mens ingen – heller ikke Plutark – peger på Sphairos. En anden spartansk udholdenhedsprøve var brutale holdbrydekampe mellem unge spartanere. Disse nævnes allerede hos Platon17 og beskrives af både Cicero og Pausanias: Adulescentium greges Lacedaemone vidimus ipsi incredibili contentione certantis pugnis calcibus unguibus morsu denique, cum exanimarentur prius quam victos se faterentur. I Lakedaimon har jeg set selv unge mænd med utrolig kampiver, som slo- ges med hænder og fødder, bed og kradsede, som ville de hellere dø end er- kende et nederlag.18 καὶ χωρίον Πλατανιστᾶς ἐστιν ἀπὸ τῶν δένδρων, αἳ δὴ ὑψηλαὶ καὶ συνεχεῖς περὶ αὐτὸ αἱ πλάτανοι πεφύκασιν. αὐτὸ δὲ τὸ χωρίον, ἔνθα τοῖς ἐφήβοις μάχεσθαι καθέστηκε, κύκλῳ μὲν εὔριπος περιέχει κατὰ ταὐτὰ καὶ εἰ νῆσον θάλασσα, ἔφοδοι δὲ ἐπὶ γεφυρῶν εἰσι … ἐς δὲ τὴν ἐπιοῦσαν ὀλίγον πρὸ μεσούσης ἡμέρας ἐσίασι κατὰ τὰς γεφύρας ἐς τὸ εἰρημένον χωρίον. τὴν μὲν δὴ ἔσοδον, καθ᾽ ἣν ἐσελθεῖν δεῦρο ἔστιν ἑκατέραν τάξιν, προεδήλωσε κλῆρός σφισιν ἐν τῇ νυκτί: μάχονται δὲ καὶ ἐν χερσὶ καὶ ἐμπηδῶντες λάξ, δάκνουσί τε καὶ τοὺς ὀφθαλμοὺς ἀντορύσσουσιν. Og der er et sted, Platanistas, [således kaldet] efter de høje, tætstående pla- taner, som vokser dér. Det sted, hvor de unge mænd skal kæmpe, er omgi- vet af en vandgrav, som var det en ø i havet, og adgangen er ad broer … Lidt før middag den følgende dag kommer de ad broerne til det sted, jeg tidligere nævnte. Hvilken indgang, hvert hold skal tage, har de afgjort ved lodtrækning den foregående nat. De kæmper med næverne, sparker med fødderne, bider og kradser modstandernes øjne ud.19 Pausanias lægger ikke skjul på, at der foregår særdeles brutale, potentielt invaliderende konkurrencer mellem de unge spartanere. I sin beskrivelse af Artemis Orthias tempel præsenterer han piskeritualet for læseren men understreger, at Lykurg indførte det som 17. Platon, Lovene 1.633b 18. Cicero, Tusc.Disp. 5.77. 19. Pausanias 3.14.8-10. AIGIS 18,2 6 erstatning for en menneskeofring. Piskningen finder altså ikke sted for at tage liv, men netop for at spare menneskeliv: τοῦτο δὲ οἱ Λιμνᾶται Σπαρτιατῶν καὶ Κυνοσουρεῖς καὶ οἱ ἐκ Μεσόας τε καὶ Πιτάνης θύοντες τῇ Ἀρτέμιδι ἐς διαφοράν, ἀπὸ δὲ αὐτῆς καὶ ἐς φόνους προήχθησαν, ἀποθανόντων δὲ ἐπὶ τῷ βωμῷ πολλῶν νόσος ἔφθειρε τοὺς λοιπούς. καί σφισιν ἐπὶ τούτῳ γίνεται λόγιον αἵματι ἀνθρώπων τὸν βωμὸν αἱμάσσειν: θυομένου δὲ ὅντινα ὁ κλῆρος ἐπελάμβανε, Λυκοῦργος μετέβαλεν ἐς τὰς ἐπὶ τοῖς ἐφήβοις μάστιγας, ἐμπίπλαταί τε οὕτως ἀνθρώπων αἵματι ὁ βωμός. ἡ δὲ ἱέρεια τὸ ξόανον ἔχουσά σφισιν ἐφέστηκε: τὸ δέ ἐστιν ἄλλως μὲν κοῦφον ὑπὸ σμικρότητος, ἢν δὲ οἱ μαστιγοῦντές ποτε ὑποφειδόμενοι παίωσι κατὰ ἐφήβου κάλλος ἢ ἀξίωμα, τότε ἤδη τῇ γυναικὶ τὸ ξόανον γίνεται βαρὺ καὶ οὐκέτι εὔφορον, ἡ δὲ ἐν αἰτίᾳ τοὺς μαστιγοῦντας ποιεῖται καὶ πιέζεσθαι δι᾽ αὐτούς φησιν. οὕτω τῷ ἀγάλματι ἀπὸ τῶν ἐν τῇ Ταυρικῇ θυσιῶν ἐμμεμένηκεν ἀνθρώπων αἵματι ἥδεσθαι: Mens spartanerne, der boede i Limnatis, Kynosura, Mesoa og Pitane ofre- de, udbrød en strid, der førte til drab: mange omkom ved alteret, og syg- dom udslettede resten. Og de modtog et orakelsvar, at alteret skulle vædes med menneskeblod; de ofrede da den, som loddet faldt på, men Lykurg erstattede dette med pisk- ningen af efeberne, og på denne måde bestænkes alteret med menneske- blod. Ved siden af står præstinden og holder gudebilledet af træ; normalt er det lille og let, men hvis det hænder at de, som pisker, skåner en dreng som er smuk eller af god familie, bliver gudebilledet så tungt, at kvinden knap kan løfte det. Hun giver de piskende skylden og siger at de tynger hende ned. Således har gudebilledet, ligesom dengang ved ofringerne i Tauris, stadig sin smag for menneskeblod.20 Sofisten Philostratos skrev i begyndelsen af det 3. årh.e.Kr. en biografi over Apollonios af Tyana, som ifølge traditionen skulle have besøgt Sparta. I 6. bog har Philostratos indlagt en fiktiv dialog om Sparta, der røber en god viden om forholdene i byen, 20. Pausanias 3.16.9-11. AIGIS 18,2 7 herunder piskeritualet ved alteret for den “skytiske” Artemis.21 I dialogen roser Apol- lonios spartanernes brug af pisk i stedet for menneskeofring, men Philostratos giver dialogen en ironisk drejning ved at lade Apollonios’ modpart karakterisere ritualet som blødsødent. Det havde, siger han, været “mere spartansk” (λακωνικώτερος) at ofre en af de unge mænd: ’τὸ δὲ τῶν μαστίγων ἔθος τῇ Ἀρτέμιδι τῇ ἀπὸ Σκυθῶν δρᾶται χρησμῶν, φασιν, ἐξηγουμένων ταῦτα: θεοῖς δ᾽ ἀντινομεῖν μανία, οἶμαι.’ … ’οὐ μαστίγων,’ εἶπεν ‘ἀλλὰ τοῦ αἵματι ἀνθρώπων τὸν βωμὸν ῥαίνειν, ἐπειδὴ καὶ παρὰ Σκύθαις τούτων ἠξιοῦτο, σοφισάμενοι δὲ οἱ Λακεδαιμόνιοι τὸ ἀπαραίτητον τῆς θυσίας ἐπὸν τῆς καρτερίας ἀγῶνα ἥκουσιν, ἀφ᾽ ἧς ἐστι μήτε ἀποθνήσκειν καὶ ἀπάρχεσθαι τῇ θεῷ τοῦ σφῶν αἵματος.’ ’εἰ δὲ χρησμῶν ταῦτα, τί ἔδει μάστιγος; τί δὲ καρτερίαν ἀνδραποδώδη πλάττεσθαι; λακωνικώτερον πρὸς θανάτου ῥώμην ἐκεῖνο ἦν, οἶμαι, Σπαρτιάτην ἔφηβον ἑκόντα ἐπὶ τοῦ βωμοῦ θύεσθαι. τουτὶ γὰρ ῾ἂν᾽ τὴν μὲν Σπάρτην εὐψυχοτέρους ἐδείκνυε.’ [Apollonios:] “De siger, at piskeritualet til ære for Artemis gennemføres ifølge et skytisk orakel, der pålagde dem dette; og at gå imod gudernes bud forekommer mig at være vanvid.” … “Det væsentlige er ikke piskningen som sådan”, sagde han, “men at alteret vædes med menneskers blod, efter- som man også blandt skyterne mente at dette hørte sig til. Men lakedaimo- nerne fandt ud af at ændre denne grusomme offerceremoni og gjorde den til en kamp om udholdenhed, hvor ingen dør, men gudinden alligevel får sit blodoffer” … [Thespesion:] “Men hvis det sker på grund af orakelsvaret, hvorfor da pi- sken? Hvorfor opfinde en udholdenhedsprøve, hvor drengene behandles som slaver? Hvis det drejer sig om at se døden i øjnene, ville det – synes jeg – være mere spartansk at ofre en efeb, der meldte sig frivilligt, på alte- ret. Dette ville nemlig gøre det klart, hvor modige spartanerne er.”22 21. OmPhilostratos’kendskabtilSparta,seCartledgeogSpawforth(1989)173.Brutalespartansketve- kampe omtales også i Philostratos’ Gymnasticus, 9-11. 22. Philostratos, VA 6.20 (Kayser). AIGIS 18,2 8 Såfremt det jævnligt forekom, at drenge døde under piskningen ved Artemis’ alter, kunne Pausanias, der kendte Sparta på første hånd, ikke have forsøgt at forklare ritua- lets form som en udviklingshistorie fra massedødsfald over ofring af en enkelt spartaner og herfra videre til et symbolsk offer, der ikke koster liv. Endvidere: hvis det – uanset om det faktisk skete eller ej – blandt græske litterater var en udbredt opfattelse at drenge døde under piskningen, ville Philostratos’ helt, overmennesket Apollonios, fremstå uvidende og tåbeligt naiv overfor læseren, mens forfatterens nøje konstruerede og ironiserende Sparta-kritik, der lægges i munden på Thespesion, ville falde tungt til jorden.23 Der er da heller ingen af de bevarede græske forfattere, ud over de nævnte, der omtaler dødsfald under ritualet, mens adskillige eks- plicit eller implicit forudsætter at drengene overlever piskningen.24 Af latinske forfattere er Cicero den eneste, der har set (vidimus) den brutale bryde- kamp i platanlunden; han har ikke set, men dog hørt (audiebam) at drengene i nogle tilfælde dør af de pisk, de modtager ved Artemis’ alter. Statius skriver klart at drengene døde;25 mindre klart Tertullian,26 men begge kan have deres informationer fra læsning af Cicero. I Lukians dialog Anacharsis beretter Solon om Spartas skikke, både kampene på Planistas-øen og piskeritualet. Kampene på øen fremstår knap så brutale som hos Cicero eller Pausanias. Om piskningen fortæller Solon, at mange unge mænd dør “under konkurrencen” (τῷ ἀγῶνι)27 for øjnene af deres forældre. Det fremgår ikke om Lukian selv har set dette eller har sin beskrivelse fra anden hånd, men ordvalget minder om Plutark, som dermed kunne være hans kilde.28 Hvor informationerne i Instituta Laconica stammer fra, ved vi ikke (at beskrivelsen er holdt i datid kunne tyde på, at forfatteren ikke selv har oplevet piskeritualet) men her hedder det, at drengene blev pisket, indtil de var næsten døde. 23. Dette problem har Lukian ikke, da hans dialog udspiller sig mere end 700 år tidligere. 24. Kennell (1995) 149-61 har sammenstillet alle bevarede litterære vidnesbyrd om piskeritualet. 25. Thebais 4.231-33; 8.436-37. 26. Ad martyres 4.8. 27. Lukian, Anacharsis 38. 28. Lukian: πολλοὶ καὶ ἐναπέθανον, jf. Plutark πολλοὺς ἐναποθνήσκοντας. I dialogen Fiskeren sætter Lukians alter ego, Parrhesiades, en ære i så vidt muligt at citere ordret, så andre kan “bifalde og genkende” formuleringerne og se, hvorfra hver enkelt stammer: Fiskeren, 6. AIGIS 18,2 9 Plutark forbliver således vor eneste sikre kilde til at “mange” (πολλοί) af de unge spartanere døde under piskningen. Alligevel er det hans version, forskningen har fulgt og fortsat følger.29 Det falder unægtelig svært at afvise Plutarks udsagn, da dette er et af de få steder, hvor han udtrykkeligt skriver at han har set noget med sine egne øjne.30 Men hvad var det egentlig, Plutark så? Der er talrige senere eksempler på piskning under ekstremt brutale forhold og med døden til følge. De bedst dokumenterede tilfælde fandt sted inden for retssystemets rammer, dvs som pryglestraf. Piskning med en knut (også kendt som den nihalede kat) indgik i den britiske militære straffelov indtil 1850. I 1830’erne eksekveredes adskillige hundrede straffe om året31 og der foreligger enkelte efterretninger om dødsfald som følge heraf.32 Det reelle tal kan have været væsentlig højere, da døden typisk først indtraf nogle timer eller dage efter afstraffelsen. Den militærlæge, der udstedte dødsattesten, kunne være fristet til at angive en anden dødsårsag end pryglestraffen, enten for at beskytte militærets omdømme eller for at beskytte sig selv, hvis han forinden havde erklæret den dømte rask nok til afstraffelse. Det bedst dokumenterede tilfælde er den 27-årige menig John White, som i 1846 døde efter et have modtaget 150 piskeslag. I dette tilfælde gik der næsten fire uger fra piskningen indtil døden indtrådte som følge af de skader, White havde pådraget sig.33 En række stater anvender fortsat pryglestraf; dette gælder blandt andre Malaysia, Singapore, Saudi-Arabien og Sudan. I de to første prygles den dømte med en stok af bambus, i de øvrige anvendes pisk.34 Straffen udmåles i det almindelige retssystem og 29. Rose (1929) 404: “Of the facts there is no doubt. All young Spartans were scourged … It not in- frequently happened that one of the victims died under the scourging”; Parker (1989): “… boys al- lowedthemselvestobewhippedtodeath”;Cartledge(2013)308:“…toenableblood-thirstyspecta- tors to watch Spartan youths being flogged, preferably to death”; Richer (2018) viii: “…l’époque de Plutarque, où il semble que la mort de jeunes gens sous les coups de fouet n’ait pas été excep- tionnelle“. Mere forbeholdent, Spawforth (2012) 93: “at least the threat, if rarely the actuality, of death”;Kyle(2014)178:“Apparently,someboysdiedorcameclosetodyingratherthanfailduring the ordeal”. 30. Om autopsi hos Plutark, se Beck (2017) 35. 31. Marshall (1843) 567 (tabel). 32. Fx to soldater på Korfu i 1819: Marshall (1843) 562; Napier (1837) 148-52. 33. Garrisi (2015). 34. Saudi-Arabienskillersigudfraflertalletvedatudmålestraffemedetmegethøjtantalpiskeslag–i nogle tilfælde flere tusinde. Det står dog ikke klart, om disse straffe altid bliver eksekveret i deres AIGIS 18,2 10