DET SAMFUNDSVIDENSKABELIGE FAKULTET KØBENHAVNS UNIVERSITET O msat antropologi En undersøgelse af det antropologiske arbejdsmarked i Danmark Anne-Louise Lysholm Hansen Steffen Jöhncke Antropologisk Analyse, Institut for Antropologi September 2013 Omsat antropologi. En undersøgelse af det antropologiske arbejdsmarked i Danmark. 2013 2 Omsat antropologi. En undersøgelse af det antropologiske arbejdsmarked i Danmark. 2013 Indholdsfortegnelse INDLEDNING 4 Begrebsafklaring 10 Målgruppen for rapporten 14 METODE 15 Mail med sneboldeffekt i ’det antropologiske community’ 15 Interviews og observationer 17 Analyse 19 Findes der et antropologisk arbejdsmarked? 19 Beskrivelse af informanter 22 KORTLÆGNING AF DET ANTROPOLOGISKE ARBEJDSMARKED 26 Antropologernes arbejdspladser 26 Antropologernes beskæftigelsesområder 32 Problemstillinger fra forundersøgelsen 34 ARBEJDSMARKEDSUDFORDRINGEN 37 Specifikke og generelle kompetencer 38 Sort skærm på begge sider 39 Gennem udfordringen – vejen til arbejde 40 KOMPETENCER – OG MANGEL PÅ SAMME 43 At sætte sig ind i noget og at se på det udefra – samtidig 43 At bidrage til et større formål 44 At være eksplorativ – undersøgende og spørgende 48 At intervenere: fra viden til handling 49 At oversætte 51 At bruge en teoretisk forankring 53 At kunne tælle: kvantitative kompetencer 54 KONKLUSIONER OG ANBEFALINGER 55 Professionsudfordringer 56 Anbefalinger 58 Litteratur 60 Bilag 1: Mail 62 3 Omsat antropologi. En undersøgelse af det antropologiske arbejdsmarked i Danmark. 2013 Indledning I denne rapport fremlægges resultaterne af en arbejdsmarkedsundersøgelse udført af Antropologisk Analyse for Institut for Antropologi, Københavns Universitet, på foranledning af Instituttets Aftagerpanel. Undersøgelsen er gennemført i slutningen af 2012 og begyndelsen af 2013. Baggrunden for undersøgelsen er, at der i betragtning af det hastigt voksende antal antropologiske kandidater er behov for øget viden om karakteren af det antropologiske arbejdsmarked uden for universitetet. Øget viden om dette arbejdsmarked vil kunne danne grundlag for en forstærket dialog mellem Instituttet og den ’praktiserede antropologi’ – eller med det udtryk, der foreslås i denne rapport, ’den omsatte antropologi’ uden for universitetet. De to sider i denne dialog ses som repræsenteret på den ene side af antropologiske kandidater, der er beskæftiget uden for universitetet samt disses ’aftagere’ (dvs. arbejdsgivere og samarbejdspartnere), og på den anden side Institut for Antropologi, inkl. dets nylige dimittender, dets studerende, ledelse, forskere og undervisere. Dialogen skal bidrage til, at Instituttet uddanner kandidater med de kompetencer, som aftagerne efterspørger, og – i lige så høj grad – at de antropologiske kandidater er i stand til at opsøge, opnå og skabe relevant antropologisk arbejde ud af de muligheder, de møder. Perspektivet er således ikke alene, hvordan antropologiske kandidater kan ’tilpasses’ til det eksisterende arbejdsmarked, men også omvendt, hvordan dette arbejdsmarked kan udvikles til at nyttiggøre antropologisk kunnen. Behovet for dialog er opstået, fordi det antropologiske arbejdsmarked er i konstant udvikling. Både i Danmark og i udlandet har uddannelsen og praktiseringen af antropologi op gennem det 20. århundrede været præget af fagets historiske udgangspunkt som primært en forskningsdisciplin, hvis adelsmærke har været kundskaber til varetagelse af langvarigt feltarbejde og den universitetsbaserede forskning. En uddannelse i antropologi giver ikke en embedseksamen – i den forstand, at der ikke til faget findes et givet, professionsbestemt arbejdsområde i praksis uden for universitetet, hvor antropologi er det dominerende fag. Derfor arbejder antropologer uden for universitetet på felter, der i høj grad allerede er defineret og præget af andre fag som de toneangivende former for ekspertise – for eksempel sundhedsprofessionerne i forhold til antropologer, der arbejder med medicinsk antropologi; en række forretnings- og økonomi- uddannede for antropologer, der arbejder i erhvervslivet; administrations- og statskundskabsuddannede for antropologer, der arbejder i den offentlige forvaltning, osv. Denne udvikling, hvor antropologer i høj grad har bevæget sig ind på og samarbejder med andre fagområder, kunne man betegne som antropologiens ”omlokalisering”, forstået som en overflytning 4 Omsat antropologi. En undersøgelse af det antropologiske arbejdsmarked i Danmark. 2013 af antropologisk kunnen ud af den monodisciplinære ramme, som trives på universitetet, til tilpasning til tværfagligt samarbejde som et grundlæggende vilkår på ”udebane”. Langt de fleste antropologer arbejder i dag i tværfaglige sammenhænge. Evnen til at ”omlokalisere” sin faglige kunnen er således en ekstra udfordring for antropologiske kandidater, når de skal søge og finde beskæftigelse. Men det er også en generel udfordring for begrebsliggørelsen af faget, når det i stor og stigende grad ikke udøves alene som klassisk antropologisk forskning og undervisning, men også bliver omsat i en lang række andre former for praksis: Hvordan praktiseres antropologisk kunnen faktisk – hvis den gør det? Som beskrevet i metodeafsnittet rummer denne undersøgelse både kvantitative opgørelser og kvalitative undersøgelser af arbejdsmarkedet for antropologer. Vi kender ingen andre kvalitative undersøgelser af området; vi har imidlertid fundet det oplagt at bruge fagets kompetencer og perspektiver til at undersøge ”os selv”, så at sige. Antropologisk Analyse, som ellers er en enhed for eksterne samarbejdsprojekter på Institut for Antropologi, har således påtaget sig dette projekt som intern konsulentopgave for Instituttet, og kigget ”udad” på det arbejdsmarked, som kandidater herfra agerer på. Inden for de seneste årtier er optaget af studerende ved Institut for Antropologi øget kraftigt og derved – heldigvis – også produktionen af antropologiske kandidater efter endt uddannelse. Det samme gør sig gældende for kandidatuddannelsen i antropologi på Aarhus Universitet, samtidig med at der er oprettet nye uddannelser som eksempelvis kandidatuddannelsen i pædagogisk antropologi på det tidligere Danmarks Pædagogiske Universitet, (siden indfusioneret som en del af Aarhus Universitet). Hertil kommer nye hybrid-uddannelser under betegnelser som ’marketings- og management-antropologi’ på Syddansk Universitet og ’teknoantropologi’ på Aalborg Universitet. I Figur 1 nedenfor ses en opgørelse over antallet af dimittender fra magister- og siden kandidatuddannelsen i antropologi ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet siden 1975/76. Heraf fremgår den kraftige forøgelse i produktionen af antropologiske kandidater fra 7 personer i 1975/76 til 85 i 2011. 5 Omsat antropologi. En undersøgelse af det antropologiske arbejdsmarked i Danmark. 2013 Figur 1 Antal dimittender fordelt på år 90 80 70 60 50 40 30 20 10 0 1975/7619771978197919801981198219831984198519861987198819891990199119921993199419951996199719981999200020012002200320042005200620072008200920102011 Som det fremgår, er der især efter årtusindskiftet sket en kraftig vækst i antallet af dimittender, hvilket også indebærer, at den samlede ”antropologpopulation” fra Institut for Antropologi har stærk overvægt af yngre kandidater. Selv om antallet af ansatte (bl.a. ph.d.-studerende) ved Instituttet også er vokset kraftigt i perioden, må vi antage at væksten i antallet af kandidater betyder, at der bliver uddannet væsentligt flere antropologer, end der er stillinger til i universitetsverdenen i Danmark – hvad denne undersøgelse kan bidrage til at belyse. I det omfang de får job, tager en stor del af de antropologiske kandidater beskæftigelse uden for den akademiske verden i andre felter end forskning. Der findes altså et arbejdsmarked og aftagere, som på den ene eller anden vis efterspørger (eller i hvert fald beskæftiger) antropologiske kandidater, og som har konkrete erfaringer med dem og deres måde at arbejde på. Antropologernes viden om og forståelse af deres eget fag og kompetencefelt – hvad de er uddannet til, og hvad de kan beskæftige sig med – følger imidlertid ikke nødvendigvis med disse ændringer i samme takt. Hvordan vi skal håndtere forholdet mellem den forskningsorienterede uddannelse, som er fagets historiske udgangspunkt, og et ikke-forskningspræget arbejdsmarked for antropologer, er således et af de spørgsmål, der trænger sig på. 6 Omsat antropologi. En undersøgelse af det antropologiske arbejdsmarked i Danmark. 2013 Institut for Antropologi har tidligere – i henholdsvis 2003 (Skade-Rasmussen 2003) og 2009 (Capacent 2009) – gennemført to kvantitative undersøgelser om nylige antropologiske dimittenders beskæftigelse. De blev gennemført som spørgeskemaundersøgelser, og gav et overordnet indblik i, hvilke områder antropologer havde fundet arbejde på. De to undersøgelser viste, at mange antropologiske kandidater fandt arbejde inden for universitetsverdenen, nemlig 21,2 % i 2003 (Skade-Rasmussen 2003: 22) og 23 % i 2009 (Capacent 2009: 11), dog er tallet inklusiv sektorforskningsinstitutioner. Det vil sige, at over tre fjerdedele af de nyligt uddannede antropologer arbejdede uden for forskning i forskellige stillinger i offentlige og private virksomheder. Begge undersøgelser så på sammenhængen mellem de kompetencer, som antropologerne mente at have erhvervet i kraft af deres uddannelse, og hvad de mente blev efterspurgt i deres arbejde. Capacents undersøgelse fra 2009 spurgte kandidaterne, hvorvidt de besidder de kompetencer, som deres arbejdsgivere efterspørger. Her har antropologerne svaret, at de for eksempel mangler evnen til at samarbejde på tværs af faggrupper, generel forretningsforståelse og IT-færdigheder (Capacent 2009: 26). Blandt andet på baggrund af disse kommentarer har Instituttet foretaget tilpasninger i uddannelsens indhold, der skulle imødekomme de nævnte mangler, bl.a. indførelsen af en IT- certificering i løbet af bacheloruddannelsen, flere praktisk orienterede kurser (i kvantitativ metode, evaluering og konsulentarbejde), og opbygningen af forsknings- og undervisningskompetence inden for erhvervsantropologi. Imidlertid er det svært at gennemskue ud fra svarene i Capacents undersøgelse, dels hvad et begreb som ”forretnings¬forståelse” nærmere betyder som praktisk kompetence, dels om der kunne være andre områder, som er mindst lige så vigtige for kandidater og aftagere, men som man på grund af undersøgelsens beskaffenhed (valg mellem givne svarkategorier) ikke har formået at opfange. Formålet med nærværende arbejdsmarkedsundersøgelse er derfor blandt andet at få uddybet, nuanceret og konkretiseret, hvad eventuelle manglende og efterspurgte kompetencer kan omfatte. Fælles for begge de nævnte undersøgelser er desuden, at de ikke har været henvendt til aftagerne af antropologiske kandidater, men udelukkende til dimittender. Vi mangler bredere viden om aftagernes erfaringer med antropologers arbejde, samt viden om, hvad de efterspørger i ansættelsessituationer. 7 Omsat antropologi. En undersøgelse af det antropologiske arbejdsmarked i Danmark. 2013 Aftagerpanelet har derfor ønsket, at der i denne omgang skulle foretages en kvalitativ undersøgelse, der kunne komme mere i dybden med hensyn til det aktuelle arbejdsmarked for antropologer. Under indtryk af ønsket om at skabe grundlag for øget dialog er Aftagerpanel og Antropologisk Analyse sammen kommet frem til følgende mål for undersøgelsen: Undersøgelsen skal afdække styrker, svagheder, potentialer og udviklingsmuligheder ved den eksisterende kandidatuddannelse i antropologi, for så vidt som disse kommer til udtryk i arbejdsgiveres og kandidaters egne erfaringer på arbejdsmarkedet. I denne undersøgelse lægger vi til grund, at alle kandidater i antropologi i lige grad er antropologer, og dermed som udgangspunkt vil være i stand til at praktisere antropologiske færdigheder, uanset om hvor de arbejder, om end betingelserne for deres arbejde (og dermed udfoldelsen af antropologi) vil være forskellige. Denne indfaldsvinkel til faget er ikke givet. Den engelske antropolog Susan Wright (2006) beskriver, hvordan beskæftigelse uden for universitetsverdenen har været anset for at være løsningen for de mindre dygtige antropologer, som i værste fald slet ikke blev anset for at være antropologer længere: Hun fik selv disse ord med på vejen, da hun fik sit første job som antropolog på et statsfinansieret, praktisk orienteret projekt: ”Det er en skam, at du ikke længere skal være antropolog” (Wright 2006: 27-28, vores oversættelse). Den underliggende hierarkiske opdeling i rigtige og forkerte måder at være antropolog på synes at afspejle en generel tilbøjelighed i faget i Europa og USA – men derimod ikke nødvendigvis i resten af verden (Baba og Hill 1997) – til at holde fokus på den universitetsbaserede grundforskningsantropologi som ”den egentlige antropologi”. Sideløbende hermed, og i nogen grad i opposition til hævdelsen af grundforskningen som det centrale, har der dog ikke mindst i USA været en kontinuerlig interesse for ”anvendt antropologi” – den praktiske anvendelse af antropologiske perspektiver på en række samfundsanliggender (Kedia og van Willigen 2005), som også giver sig udtryk i lærebøger på området for studerende (Ervin 2005, Gwynne 2003) og i landsdækkende organisationer for anvendt og praktisk antropologi (SfAA og NAPA) med tilhørende publikationer (for eksempel Human Organization og NAPA Bulletin). 8 Omsat antropologi. En undersøgelse af det antropologiske arbejdsmarked i Danmark. 2013 Selvom der også i Danmark er en voksende erkendelse af, at antropologisk kunnen har mange ansigter og lader sig udfolde på mange måder, er der stadig mangel på systematisk viden om, hvordan antropologien udøves på arbejdsmarkedet uden for forskningen. Ikke alene er der få undersøgelser af spørgsmålet; det er også sådan, at antropologer, der arbejder uden for forskning, kun i begrænset omfang formidler deres refleksioner over, hvordan de anvender deres antropologiske kompetencer i praksis, til fagfæller og studerende. Selvom mange af dem givetvis i høj grad skriver og publicerer, er det ikke nødvendigvis relevant for dem at eksplicitere det antropologiske islæt i deres arbejde. Det skal dog bemærkes, at vi i forbindelse med denne undersøgelse har kommunikeret med mange antropologer, der netop efterlyser lejligheder til at udveksle med fagfæller – og denne efterlysning udgør en del af grundlaget for vores anbefalinger nedenfor. Derved er det også en udfordring, hvordan viden om den brede anvendelse af antropologi kan finde vej tilbage til uddannelsen af antropologer. Selvom der for eksempel undervises i fagene ’Formidling og kommunikation’ på 3. semester og i ’Anvendt antropologi’ på 4. semester af bacheloruddannelsen, og der som nævnt er udviklet et mere praktisk orienteret kursusudbud på Instituttet, viser et blik på kursusudbud og studieordninger, at det fortsat er et fokus på den universitetsbaserede forskningsantropologi, der præger uddannelsen på Instituttet som helhed. Det er en udfordring for Institut for Antropologi, såvel som for mange andre universitetsuddannelser, at man både skal uddanne kommende, kompetente forskere, dvs. dimittender som er i stand til at indgå i et forskningsprojekt, samtidig med at Instituttet skal imødekomme efterspørgslen fra aftagere, hvis fokus og sigte er et andet end forskning – såvel som at imødekomme forventninger fra studerende, der allerede i løbet af uddannelsen orienterer sig mod en karriere uden for universitetet. Der er givetvis brug for mange initiativer til at imødekomme udfordringen. Denne undersøgelse skal grundlæggende ses som et bidrag til at dække behovet for bedre viden om, hvor og hvordan ikke-universitetsbaserede antropologer i Danmark arbejder. Vi anskuer dette som en metaantropologisk undersøgelse – dvs. en antropologisk undersøgelse af den antropologiske praksis, der foregår ”derude”. Fra starten formodede vi, at antropologi med fordel kunne anskues som én profession – det vil sige, at vi i overensstemmelse med en del af litteraturen som udgangspunkt anskuede antropologi som en bestemt måde at betragte, undersøge og forstå verden på, samt en bestemt måde at indramme problemer og løsninger på (Nolan 2003, Pink 2004). Nolan anfører, at der med enhver faglighed følger en bestemt måde at anskue problemer på, og deraf 9 Omsat antropologi. En undersøgelse af det antropologiske arbejdsmarked i Danmark. 2013 følger også, hvordan de problemer skal løses. Formodningen om, at der findes et sådant fælles perspektiv i en antropologisk profession er imidlertid i sig selv en del af det, der belyses med denne undersøgelse – ligesom vi har forsøgt at undersøge og i givet fald specificere, hvad den nævnte ”bestemte måde” i antropologien kan gå ud på. Med udgangspunkt i konkrete beskrivelser af antropologers arbejde og arbejdsgivernes erfaringer, fremlægger og diskuterer vi i denne rapport antropologers bidrag til opgaveløsningen på en række forskellige arbejdspladser, og overvejer på den baggrund, hvori ”det særligt antropologiske” i givet fald kan siges at bestå. Undersøgelsen har resulteret i en uddybning af, hvad antropologer i kraft af deres faglighed kan bidrage med. Uden at vi skal foregribe nogen konklusioner, er det vigtigt at understrege, at vi i denne undersøgelse af antropologisk kunnen og praksis ikke snævert har fokuseret på antropologernes forskningsmetodologiske færdigheder – kompetencer inden for kvalitativ forskning såsom deltagerobservation og interviews – men har anlagt en langt bredere tilgang til den antropologiske faglighed. Faktisk problematiserer undersøgelsen den almindeligt forekommende fokusering på kvalitative metoder som antropologfagets særlige spidskompetence. I stedet har vi valgt at fokusere på, hvordan antropologer i mange forskellige sammenhænge og på mange forskellige måder omsætter det, de har lært gennem uddannelsen. Begrebsafklaring Som berørt ovenfor har det almindeligvis været underforstået, at betegnelsen ”antropologi” henviser til den universitetsbaserede forskningsantropologi, mens udøvelse af antropologi i andre rammer har været ledsaget af en kvalificering – ”anvendt” eller ”praktisk” antropologi – hvilket givetvis afspejler den universitets-baserede antropologis privilegerede position. På den baggrund fremlægges i det følgende nogle overvejelser om anvendelsen og definitionen af nogle centrale begreber. Antropologier I den nordamerikanske litteratur (for eksempel Ervin 2005, Nolan 2003) er det blevet almindeligt at skelne mellem ”academic anthropologists”, ”applied anthropologists” og ”practicing anthropologists” (Nolan 2003: 5), som implicit også henviser til tre forskellige typer af antropologi. ”Academic anthropologists” dækker antropologer, hvis arbejde er universitetsbaseret og grundforskningsrettet. Denne type antropologi sætter som formål med forskningen at udvikle det teoretiske begrebs- og analyseapparat i antropologien, at udvikle den antropologiske videnskab i sig 10