Magt og Afmagt – Kierkegaard og Nietzsche spejlet i Karen Blixens forfatterskab Per Brahde Indhold Forord.........................................................................................................................................4 Indledning...................................................................................................................................7 Den hjemløse transcendens......................................................................................................10 Det uerstattelige....................................................................................................................13 Erfaring og identitet..............................................................................................................14 Transcendens........................................................................................................................18 Det postmoderne menneske..................................................................................................26 Et spørgsmål om identitet.........................................................................................................28 Lykkens former.........................................................................................................................32 Det fuldbyrdede liv...................................................................................................................36 Centrale tanker og motiver hos Blixen.....................................................................................45 Drøm og virkelighed.............................................................................................................45 Je responderay......................................................................................................................47 Nåde......................................................................................................................................49 Magterne...............................................................................................................................50 Tragediens lov......................................................................................................................51 Identitet.................................................................................................................................53 Nemesis................................................................................................................................54 Den filosofiske klangbund........................................................................................................60 Omvurdering af alle værdier.....................................................................................................62 De tre forvandlinger..............................................................................................................63 Viljen til magt.......................................................................................................................64 Slavemoralen........................................................................................................................66 Overmennesket.....................................................................................................................68 Stadier på livets vej...................................................................................................................71 Lidenskaben..........................................................................................................................72 Det ubetingede......................................................................................................................73 Den menneskelige natur.......................................................................................................76 Konklusion og afrunding..........................................................................................................83 Konklusion, 1. del.................................................................................................................83 Alt eller intet.........................................................................................................................86 Den personlige myte.............................................................................................................90 Sid e 2 Konklusion, 2. del.................................................................................................................93 Afrunding..............................................................................................................................94 Litteraturfortegnelse.................................................................................................................99 Opslagsværker........................................................................................................................101 Bilag 1.....................................................................................................................................102 Sid e 3 Forord Hensigten med nærværende essay har været at vinde større klarhed over, hvorfor netop Søren Kierkegaard, Friedrich Nietzsche og Karen Blixen har optaget mig ganske meget i efterhån- den en del år – og med stigende styrke. Ligeledes har jeg mere intuitivt end bevidst fornem- met mange ligheder mellem dem. Tanken har da været at prøve at efterspore og påvise, hvori dette grunder sig. Og som så mange i min generation er jeg på behørig vis døbt og konfirmeret i den kristne tro uden, at den har vundet fodfæste: som 16-årig meldte jeg mig ud af folkekirken. Et stand- punkt, jeg ikke siden har forladt. Dengang var det vist især modvilje ved læren om arvesyn- den samt en reaktion mod det pr. automatik fortsatte medlemskab, der gjorde udslaget. For- uden en almindelig oplevelse af, at tanken om en almægtig instans uden for tid og rum i bund og grund virker absurd. Det forhindrer dog ikke, at jeg bliver stadig mere opmærksom på den sælsomme tolkningskraft, der ligger gemt i de kristne dogmer og myter. Det humanistiske livssyn, hvor mennesket grundlæggende opfattes som godt, har tidligt tiltrukket mig. At kri- stendommens dogme, om mennesket som et faldent væsen, forklarer sider, som humanismen har vanskeligt ved at forholde sig til, er med tiden blevet mig påfaldende. Og netop disse tre tænkere forholder sig både kritisk og stærkt engageret til kristendommen. Mit første bekendtskab med Karen Blixen var Vinter-Eventyr og skriver sig tilbage til om- kring mit 20. år. Dengang forstod jeg rent ud ikke meget af hendes fortællinger, fornemmede dog, at meget lå og ventede og ville gøre det nødvendigt at vende tilbage. Som hun selv skri- ver, blandt andet i Drømmerne: det halve er mere end det hele. Har man fået det hele, jamen – det var så det! Men det halve bliver ved at kalde og lokke, fængsle fantasien, vække længslen. Siden blev det til et par besøg på Den afrikanske Farm og der var godt at være; oplagt at kaste sig over brevene herfra. Det var mange breve; de tog tid at læse og det kunne til tider være svært at holde interessen fangen, fyldt som de var med mange beklagelser. Fuldt forståeligt, de mange ’shauries’ taget i betragtning, men jeg begyndte at køre træt i dem. Indtil det blev slående, hvordan beklagelserne roligt forstummede, alt mens hendes tilværelse stedse skred sammen og ubønhørligt tog karakter af den totale ruin. Først gik helbredet heden, siden ægte- skabet, så vennen og elskeren, til sidst også farmen og dermed muligheden for at leve i det land og blandt de mennesker, som for Blixen havde åbnet så mange nye dimensioner i tilvæ- relsen. Det liv, hvor hun havde følt at møde noget oprindeligt og ægte, som kunne besvare det særegne i hendes sind. Breve fra Afrika blev således en nøgle til forståelsen af de mange lag i Sid e 4 hendes fortællinger, hvor tekstens overflade helt bevidst bruges til at sløre den egentlige stemme. Kierkegaard gjorde sin entre på bogreolen nogenlunde samtidigt med Blixen. På det tids- punkt boede jeg i København. En by fyldt med antikvariater, hvor især inde på Fiolstræde helt uimodståelige tilbudskasser gjorde livet til en stadig fristelse for en vanligvis flad tegnedreng: Til Selvprøvelse, Samtiden anbefalet og Dømmer selv – god titel, pokker da til indhold. Det blev ikke ved den lejlighed – sandt at sige: jeg har endnu ikke fået den læst! Der skulle gå mange år inden den gode Søren Sok fik stillet mig sit Enten-Eller; endda krævede den flere tilløb. Især assessor Wilhelm var mig noget omstændelig og sludrevorn. En stående kommen- tar til Kierkegaard var for en tid: det, jeg forstår, er godt – men så er der en hel masse, hvor jeg ikke ved, om det er mig eller Kierkegaard, der er gået i sort. Der skulle Frygt og Bæven til, før ordene blev levende: at nogen kunne vride så meget ud af Bibelens få linier om Abraham og Isak… Begrebet Angest var og er svær, men for hvert værk, der tages i besiddelse, bliver de forrige mere tilgængelige og rammer stedse dybere. Til sidst er han helt inde og har fat ved hjerterødderne; færdes hjemmevant i de egne, hvor ellers kun ens nærmeste får lov at bevæge sig omkring. Han kan skrive så djævleblændt smukt, at det gør helt ondt at læse. For så at sæt- te tålmodigheden på hård prøve med en dagbog som Skyldig? – Ikke-Skyldig? Kun takket de indlagte fragmenter redder man sig igennem med forstanden i behold. Og som Joakim Garff1 antyder: måske det netop er meningen med dagbogen: man skal mærke et strejf af vanviddets nat! Buldrebassen og provokatøren Nietzsche kom selvfølgelig ind ad bagvejen. Hvorfor følge alfarvej, når andre gives? En dag stod han der blot, uanmeldt, havde slået følge med Blixen og Milan Kundera. En kæmpe og en stridsmand af sind, klemt ind i en svag og skrøbelig krop, der har svært ved at stå mål med strabadserne. Altid god for en munter bemærkning, men også nærgående og direkte med sine mange spørgsmål. Nå, direkte er måske så meget sagt; det meste kommer i hurtige ind- og udfald, hvor sammenhængen ikke altid er lige indlysende. Kun står det klart, at i selskab med ham, er der ingen grund til at lufte, hvad man måtte have af ’hellige køer’. Med mindre man er rede og villig til at tage chancen, at de kan komme ulykkeligt af dage. Vistnok er det Aage Henriksen, der har skrevet, hvad jeg ikke har kunnet genfinde og der- for citerer frit efter hukommelsen: „Man går altid så sært muntret og styrket ud af Karen Bli- xens fortællinger.“ Og på omtrent samme side udtrykkes det: „Når man i nogen tid ikke har 1 SAK, p. 302 Sid e 5 læst hende og vender tilbage, opdager man, at det kræver tid at arbejde sig ind i hendes uni- vers igen.“ Begge oplevelser kan jeg, og vist mange med, nikke genkendende til. Men hvori ligger dette? Måske i den navnløse længsel, der går som et sug gennem hele forfatterskabet, men også ytrer sig i en styrke, der hverken kan eller vil give op. Det blev til under mottoet Pourquoi pas? – „Hvorfor ikke?“ Et paradox, på en og samme tid et svar og et vildt håb.2 Hvad jeg her har forsøgt at karakterisere som det særlige ved Karen Blixen, kan i nogen grad gælde alle forfattere, der får tag i en. Kun er det, i al fald for mig, særlig udtalt såvel for Blixen, som for Kierkegaard og Nietzsche. Alle tre kan hjælpe med at åbne døre til nogle af tilværelsens mere vanskeligt tilgængelige sider, som ellers upåagtet kunne henligge i tusmør- kets dunkle skjul. De kræver af deres læser, at man vil bruge tid derpå; at venskabet fortsat plejes og holdes i live. Men jeg finder, at det er umagen værd og håber i det følgende at kunne belyse hvorfor. Denne udgave er, bortset fra et par mindre tilføjelser og rettelser, identisk med en projektop- gave i Praktisk filosofi fra august 2001. Aalborg, november 2001 2 Mit livs Mottoer, p. 16 Sid e 6 Indledning Siden mennesket formentlig adskiller sig fra alle andre levende væsener deri, at vi lever med bevidstheden om egen forestående død – også, hvor ingen konkret trussel er tilstede – kan det ikke undre, at vi har en naturlig tilbøjelighed til at stille spørgsmålet: „Hvordan skal jeg leve mit liv?“ Bag dette spørgsmål ligger andre forestillinger til grund, som implicit rejser nye spørgsmål. Det giver ingen mening at søge svar på det første uden en forestilling om, hvad dette jeg er for en størrelse: et spørgsmål om identitet. Desuden må vi have en idé om det vellykkede liv. Den tanke, at livet ikke er en given størrelse, men at det i al fald i nogen grad er op til os selv at give det form og skikkelse, hvoraf følger, at dette projekt kan få et mere eller mindre godt udfald. Tanken indebærer altså dels et lykkebegreb, som spørger til lykkens former og dels til udfaldet: hvornår kan vi tale om det vellykkede liv? Når jeg definerer spørgsmålene således, er det for ikke at blive låst fast i for snævre begre- ber. Det er yderst forskellige opfattelser af lykke, som hersker mennesker imellem, tider imel- lem, steder imellem. Og det er problematisk at spørge direkte til udfaldet: den enkelte kender ikke sig eget liv fuldt ud, før døden er der; svaret har da mistet al relevans som orientering mod fremtiden. Derfor er der god grund til at søge efter et begreb, som bedre end lykke kan gribe, hvad der ligger bag forestillingen om det vellykkede liv. I al tale om lykke er der oftest en klang af gods, guld og vellevned. Men i hvilken kræmmerbod handles vel med godt helbred, gode venner og den (livs)partner, de fleste søger? Eller talen kan have et skær af gøgleri, romantik og idyl over sig, som reelt kun filmstudiet og reklamebureauet kan levere. Sad man ikke her så suverænt på ’drømmen’, kunne den næppe være et levebrød! Lykken tænkes ofte som en tilstand, vi kan opnå – og må søge at fastholde. Men det fore- kommer mig at være et umuligt forehavende. Jeg mener, at der må skelnes mellem mindst to forskellige former for lykke. En kortere og oftest spontan oplevelse af glæde eller lykke, som kan udspringe af vidt forskellige oplevelser: et smil, en forårsaften, et stykke musik, etc. Hvad det så er, det griber os og bringer noget i bevægelse. Selvsagt kan det også være materielle glæder; de skal nu ikke undervurderes. Men her mener jeg ikke, at der er tale om at opnå hverken lykke eller glæde; det er behov, de opfylder og dermed kan de give tilfredshed. For det første en mere lunken følelse, for det andet er den specifik: den retter sig ikke mod tilvæ- relsen og det liv, man lever, men skriver sig udelukkende til det behov, som blev opfyldt. Sid e 7 En mere langvarig og dyb glæde ved tilværelsen må efter min opfattelse knytte sig til men- neskeligt samvær og den livsopgave, vi finder os. I ethvert menneskes liv er der perioder, hvor det går bedre end til andre tider. Det kan være de nære relationer, familie og venner, der er i en god gænge. Eller det kan være et arbejde, som giver glæde i livet. Blot vil der altid komme tider, hvor tilværelsen opleves som problematisk; det undgår ingen. Måske som følge af tab, lidelse og skuffelser, måske blot en underlig periode, hvor verden er sært stum, intet appellerer rigtigt. Livet er omskifteligt; det gælder om at få en meningsfuld helhed ud af det, men det er dømt til at fejle os, hvis vi jager efter ’den kroniske lykke’. Lykken er som øer i havet, der oversvømmes ved tidevand; vi får ikke stande længe uden at stande i våde… Frem for det vellykkede liv, vil jeg søge at argumentere for et begreb om det fuldbyrdede liv. Det liv, hvor der altid kan føjes mere til, men om det blev afbrudt snart og helt uforudset, da mangler alligevel ikke det væsentlige. At fuldbyrde er et flertydigt begreb, som bringer det at gøre noget: handle, få noget til at ske: skabe, at afslutte: fuldende – i samspil. Kan man få de elementer ind i sit liv, mener jeg, at mere er vundet end ved at stile mod et vellykket, men i sit væsen altid uafsluttet projekt. Og i stedet for lykke vil jeg sætte magt i verbaliseret form: det at magte. Livet er ikke en tilstand, men et forløb. En opgave, der skal løses ud fra en formåen, en villen, et potentiale. Også ’at magte’ er et flertydigt begreb. Det har klangfarve af et overskud, af noget uanstrengt, af at overvinde. Også af at herske, bemestre, tvinge. Rettes det mod egen tilværelse og livsud- foldelse, finder jeg derfor, at det peger mod suverænitet og autonomi – et par gode rejsefæller. Friedrich Nietzsche formulerer til det indledende spørgsmål dette svar: „Min formel for storheden ved et menneske er amor fati: at man ikke vil have noget an- derledes, ikke fremover, ikke bagud, ikke i al evighed. Ikke blot tåle det nødvendige, endnu mindre fortie det – al idealisme er forløjethed over for det nødvendige –, men el- ske det…”3 Det er et voldsomt svar! En ubetinget accept af livet og en absolut fordring om redelighed, om ikke blot at tåle livet, men elske det – på trods af alt; hvad det så end måtte rumme af negative aspekter: nederlag og lidelse, angst og fortvivlelse. Kan nogen leve op til det? Næppe hele tiden… 3 Ecce Homo, p. 53 Sid e 8 Men selv om svaret måske ’kun’ kan være en ideal fordring, mener jeg, at Nietzsche ram- mer ned i noget essentielt, forskellen mellem magt og afmagt i forhold til tilværelsen; et spørgsmål om den holdning og stemthed, man møder tilværelsen med. Med holdning mener jeg det at forholde sig til tilværelsen; det mere fornuftsprægede; med stemthed, at en grund- stemning præger ens liv, det mere følelsesbetonede. Nietzsches svar udtrykker respekt for og kærlighed til livet, stemtheden, men på samme tid også et ønske om at blive udfordret: det må ikke være for let, holdningen. Her er der ikke plads for den gængse opfattelse af lykke: et liv båret af lyst og velvære. Den forestilling er rent ud for fattig, for lille, for småtskåren – hvad der mangler her er akkurat storheden. At der er ligheder og parallelle tankegange at finde hos Nietzsche og Kierkegaard, finder jeg alene i følgende lille bemærkning, taget fra en længere passage, som jeg senere vil vende tilbage til. Den knytter sig tæt til Nietzsches ’formel’, rummer ligeledes et svar på mit indle- dende spørgsmål, men stammer altså fra Kierkegaards sprudlende pen: „Ingen skal glemmes, der var stor i Verden; men Enhver var stor paa sin Viis, og enhver i Forhold til dets Storhed, han elskede.“4 Fælles for dem begge er da bl.a., at de problematiserer det gængse lykkebegreb – det rækker ikke. Der skal mere til for at give tilværelsen retning og fremdrift, at den ikke skal blive en tilfældig og meningstom færd, der enten går i stå eller får karakter af en flakken rundt for vind og vove. Giver et begreb om ’menneskelig storhed’ mening? Det mener jeg og som jeg forstår det, knytter det sig til spørgsmålet om magt og afmagt. I det følgende vil jeg søge at belyse de skitserede spørgsmål, tanker og begreber nærmere ud fra Karen Blixens forfatterskab sam- menholdt med tanker hos Nietzsche og Kierkegaard; idet jeg mener at finde en fælles klang- bund hos disse tre. Nu kan man indvende mod mig, at Blixen er forfatter, ikke filosof. Hertil må jeg replicere, at alle betydelige forfattere efter min opfattelse også har en filosofi, overve- jende i form af en livsfilosofi. Eller de kan have en særlig psykologisk indsigt; de helt store har begge sider med – hvis det i denne forbindelse overhovedet er relevant at sondre mellem filosofi og psykologi! Og jeg finder Blixen særlig interessant derved, at hendes filosofi kan opfattes som en sammentænkning eller syntese af vigtige elementer hos Nietzsche og Kierke- 4 Frygt og Bæven, bd. 2, p. 18 Sid e 9 gaard. Endvidere finder vi hos en forfatter som Blixen en anskueliggørelse af, hvilke konse- kvenser det har at leve ud fra den formulerede filosofi – eller ikke at gøre det. Det vil ikke være muligt indenfor rammerne her at give en udtømmende analyse af forfat- terskabet. De i denne sammenhæng vigtigste tanker hos Blixen, vil jeg søge at formulere ud fra Kardinalens første Historie og Samtale om Natten i København samt Peter og Rosa5, hvor dog kun den sidste vil blive mere grundigt behandlet. De to første vil overvejende tjene til at spore ind på denne. Desuden et efterfølgende afsnit om centrale tanker og motiver, hvor jeg søger at uddybe min opfattelse af Karen Blixens univers ud fra mere spredte sideblik rundt i forfatterskabet. En mere udførlig analyse af det findes hos Mogens Pahuus i Karen Blixens livsfilosofi, Livet Selv, Det gode liv og Livsfilosofi, hvor jeg har fundet meget stof til inspirati- on og eftertanke; ikke blot angående Karen Blixen, men for dette essay i sin helhed. Først dog nogle vagabonderende tanker, som ikke relaterer sig til bestemte tænkere, men skal tjene til afklaring af spørgsmål, der beskæftiger mig – og de svar, jeg søger belyst hos Blixen, Nietzsche og Kierkegaard. Heri indgår en række begreber, der oftest tænkes i metafy- sisk rammer og som jeg ikke mener at kunne undvære, selv om jeg søger at forstå dem ud fra elementære og alment menneskelige erfaringer. Den hjemløse transcendens At mennesket biologisk set er et dyr, synes der ikke grund til at bestride. Når vi alligevel føler os anderledes end – eller endog hævet over – jordens øvrige skabninger, kan det måske have sin berettigelse: vi er formentlig enestående deri, at vi livet igennem er bevidste om dødens uafvendelighed. I denne viden, at mennesker vi holder af og vi selv med lever i et ukendt tids- spand mellem skabelse og tilintetgørelse, ligger kimen til dét, som i mine øjne er menneskets adelsmærke: livet er os dyrebart; det ligger os stærkt på sinde og må forvaltes med omhu! Dyrebart i en grad, der ofte ligger hinsides fornuftens fatteevne. Hvad fik fx fangerne i na- zi-Tysklands KZ-lejre til at holde ud? Når alt lover snarlig død og stadig lidelse, kan det un- dre, hvordan livsmod og håb dog ikke helt har ladet sig knægte. Hvorfra denne ukuelige livsvilje under så ekstreme forhold? Forhold, det næppe er muligt fuldt ud at forstå uden selv at have oplevet dem. Vi har talrige vidnesbyrd om den gru, der har præget store dele af men- neskehedens nyere historie. Fra de homeriske epopéer og de grumme beretninger i Bibelens GT over Anne Franks Dagbog frem til dagens bombastiske nyhedsformidling via massemedi- 5 De to første findes i værket Sidste Fortællinger, henholdsvis p. 9-29 og p. 281-301; den sidste indgår i Vinter- Eventyr, p. 174-203. I de følgende afsnit citeres herfra. Sid e 10