Mikkel Bredsgaard Randers Tysk, 10. semester Speciale - Diminutiver i tysk og dansk Resümee Diminutive im Deutschen sind mannigfaltig und seit Jahrhunderten behandelt worden, während die im Dänischen vorkommenden kaum im Bewusstsein der Sprachteilhaber sind. Die theoretische Grundlage der Diminutivuntersuchung widerspiegelt die jeweiligen Sprachen. Die im voraus gestellte Hypothese nimmt an, dass bei der Übersetzung aus dem diminutivreichen Deutschen ins anscheinend diminutivarme Dänische diese Derivative entweder anders gebildet werden - als die im Deutschen oft suffigierten - oder Gradunterschiede zur Originalsprache enthalten. Mit einem deduktiven Einfallswinkel soll die Hypothese durch eine Untersuchung von dänischen Übersetzungen der Märchen von den Gebrüdern Grimm entweder bestätigt oder widerlegt werden. In beiden Sprachgebieten ist die übergeordnete Funktion der Diminutive zu verkleinern, was folgendermaßen gebildet wird. Die deutschen Substantive werden in der Standardsprache im Regelfall mit -chen oder -lein suffigiert, und die Vokale a,o,u und der Diphthong au werden oft umgelautet, falls sie zum Stamm des Grundwortes gehören. Insbesondere im Oberdeutschen befindet sich eine lange Reihe von mundartlichen Diminutivformen, die in diesem Gebiet äußerst frequent auftreten. Im Dänischen ist die Suffixbildung in der Standardsprache im Vergleich zum Deutschen nebensächlich, aber in der Umgangssprache und in den Mundarten erscheinen sie besonders im Zusammenhang mit Anrede der Kinder und Tiere. Auch was die Kosenamen der Eigennamen und Appellative betrifft sind vielfache Varietäten zur Schau gestellt. Die meisten der übrigen Wortklassen spielen in der Gesamtheit eine geringfügigere Rolle, aber sie treten in beiden Sprachen auf. Jedoch sind aber mehrere Eigenschaften bei der Derivation als Verkleinerung zu finden. So ist die Produktivität der Hypokoristika insbesondere riesig, und Kosenamen lassen sich mit Suffixen wie -i im Deutschen und -e im Dänischen bilden. Gegensätzlich dazu gibt das Diminutiv auch die Möglichkeit dazu, eine abwertende 1 Mikkel Bredsgaard Randers Tysk, 10. semester Speciale - Diminutiver i tysk og dansk und pejorative Bedeutung beizufügen. Nicht ganz eben so häufige Vorkommen sind die Bedeutungen von Höflichkeit, Bescheidenheit, Neutralisierung und Euphemismus. Festgelegt ist schon, dass Märchen viele Diminutivbildungen enthalten, weshalb sie als empirische Grundlage dieser Untersuchung gewählt sind. Die Ergebnisse der dänischen Übersetzerin und des Übersetzers sind daraufhin untersucht worden, ob die in der Originalliteratur vorkommenden Diminutive auch in den dänischen Ausgaben der Märchen die Bedeutung der Diminuierung ausdrücken. Zum größten Teil der Fälle ist der Diminutivreichtum in den ausgewählten Märchen indessen nicht übertragt worden, sondern ist die deutsche Suffixzufügung oft nicht einmal versucht semantisch zu inkorporieren. Wo es ihnen trotzdem gelingt, drücken sie sich durch verkleinernde Adjektive aus und ohne eigentliche Diminutive zu verwenden. Damit würde man also die Hypothese bestätigen können, dass Probleme sich beim Diminutivübersetzen aus dem Deutschen ins Dänische ergeben werden, aber einige Faktoren müssen berücksichtigt werden, ehe einen Schluss gezogen werden kann. Erstens ist das gesamte Untersuchungsmaterial basiert auf drei Märchen, die von zwei Fachleuten übersetzt worden sind. Einen entscheidenden Schluss auf dieser Basis zu ziehen muss als zweifelhaft betrachtet werden. Zweitens sind nur Beispiele für -chen und -lein in den Märchen gefunden, und ein Vorhandensein von anderen Wortklassen hätte mutmaßlich ein nuancierteres Bild von Diminutivübersetzungen gegeben. Eher zeigt das Ergebnis des Vorliegenden eine Neigung dazu, die deutschen Diminutivbildungen zu umgehen und zu vermeiden, denn eigentliche Diminutivformen fehlen der dänischen Standardsprache. 2 Mikkel Bredsgaard Randers Tysk, 10. semester Speciale - Diminutiver i tysk og dansk 1. Indledning Inden for morfologien findes adskillige emner, som har med ordet og dets opbygning at gøre. Der skelnes ofte mellem fleksion og orddannelse, og under sidstnævnte mellem komposition og derivation. Med derivation menes dannelsen af et ord ud fra et i forvejen eksisterende, som tydeligst ses ved et foranstillet præfiks eller efterstillet suffiks. Af disse afledninger har jeg valgt at beskæftige mig med diminutiver. Tysk lader til at være rigt på diminutiver, som især ses på suffikserne, mens det på dansk kræver mere tankevirksomhed for at komme på deciderede formindskelsesord, men de forekommer dog. Såfremt der foreligger påvirkninger fra tysk i de danske diminutivdannelser, vil det være oplagt at påpege dem, og selvfølgelig også omvendt, hvad dog umiddelbart synes mindre sandsynligt. Imidlertid er det ikke utænkeligt, at der er dannelser, som tager form på samme vis eller bruges på ensartet måde og derfor kan sammenlignes sprogene imellem. I teoriafsnittet, der skal bestå af en grundig redegørelse for henholdsvis de tyske og de danske diminueringsmuligheder, er det interessant at undersøge, om denne sproglige størrelse har andre funktioner end at formindske. I såvel tysk som dansk skal det behandles, hvordan diminutiverne kan inddeles efter form og ordklasser, for umiddelbart findes diminutivformerne hyppigst blandt substantiverne, men i hvilket omfang andre ordklasser også kan lade sig aflede, skal også efterforskes i nærværende speciale. Ligesom diminutivernes frekvens i tysk overstiger den tilsvarende danske, er rigdommen af teoretisk gennemgang også mere forekommende. Kun et enkelt grundigt forskningsarbejde, som Kristen Møller publicerede i 1943, har tilsyneladende bearbejdet emnet dybdegående, hvorfor der tages udgangspunkt heri set med nutidige briller. 3 Mikkel Bredsgaard Randers Tysk, 10. semester Speciale - Diminutiver i tysk og dansk Overordnet vil der blive taget udgangspunkt i en deduktiv metode, hvor jeg vil tage udgangspunkt i den nedenfor beskrevne hypotese. Med baggrund i den teoretiske gennemgang samt sammenligningen af diminutiverne i sprogene skal det empiriske materiale i form af nogle Grimm-eventyr danne grundlag for en diskussion om oversættelsesvilkårene fra et relativt diminutivtrigt til et -fattigt sprog. To oversættelser til dansk af hvert af de tre valgte eventyr udgør det empiriske materiale. Hypotesen er, at når hyppigheden af diminutivbrugen antages at være væsentligt højere i tysk end i dansk og mulighederne for dannelser ligeså, må det formodes, at diminutiverne i oversættelser fra tysk til dansk enten mister nuance eller bliver forklaret ad omveje, når det danske sprog kommer til kort. Dette bringer mig frem til følgende problemformulering: Hvilke former og funktioner kan diminutiver have i tysk og dansk, og hvilke virkemidler bruger man til at oversætte diminutiver fra tysk til dansk? 4 Mikkel Bredsgaard Randers Tysk, 10. semester Speciale - Diminutiver i tysk og dansk 2. Diminutiver i tysk 2.1. INDLEDNING Diminutiverne i det tyske sprog skal først være genstand for nærmere behandling. Umiddelbart synes sproget at være ganske rigt på diminutiver, og grundet landets størrelse er de regionale forskelle også til at få øje på og desuden lettere at inddele geografisk. Der er så at sige stor forskel på, om man kommer fra nord eller syd, hvad naturligvis bliver undersøgt nøjere. Primært vil nyhøjtysk blive behandlet, som er det stadie i den tyske sproghistorie, der strækker sig fra omtrent midten af 1600-tallet og indbefatter det nutidige sprog. Hvor det synes relevant, og hvor det er muligt, vil der dog tages afstikkere længere tilbage for at forklare, hvordan udviklingen er gået mod de nu til dags forekommende diminutivdannelser. Især fordi forskellen på diminutiverne ofte kan forklares ud fra den sproglige udvikling. Imidlertid skal det tilstræbes ikke at fokusere på det sproghistoriske, men i stedet vil essensen omhandle muligheder for diminueringer samt brugen af disse. Èn gang for alle bliver her fastlagt, hvilken periode de sproghistoriske epoker dækker over begyndende med den tidligste, hvor et egentligt skriftsprog så småt udvikles: Oldhøjtysk: 750 - 1050 Oldnedertysk: 800-1225 Middelhøjtysk: 1050 - 1350 Middelnedertysk: 1225-1600 Tidlig nyhøjtysk: 1350 - 1650 Nyhøjtysk: 1650 - i dag1 Det vil kræve en længere udredning nærmere at fastlægge og inddele mere nøjagtigt, men denne inddeling viser i grove træk udviklingen. Forskning viser, at diminutiver i den oldhøjtyske originallitteratur forekommer yderst sjældent. Indholdsmæssigt er diminueringerne her begrænset til mennesker og dyr, mens ting som sådan ikke diminueres. Som mulig forløber til kæleformerne benyttede minnesangerne i 1 König 2005: p. 60 og 73-78 samt de.wikipedia.org 5 Mikkel Bredsgaard Randers Tysk, 10. semester Speciale - Diminutiver i tysk og dansk middelhøjtysk diminueringer i forbindelse med kvinder, men aldrig med mænd2. I den tidlige nyhøjtyske epoke dannes diminutiver ikke mere med abstrakte begreber3, men hyppigt forekommer de med en følelsesbetonet, kælende mening, og desuden anvendes diminueringerne ofte med ironisk og ligefrem foragtelig brug. Nydannelser er ikke særlig udbredte, men i oversættelser fra latin og græsk beholdes de oprindelige diminutiver4. Mens den højtyske udvikling har fundet sted i øvre- og middeltysk, har nedertysk haft sin egen udvikling med udgangspunkt i angelsaksisk, hvilket forklarer det nære slægtskab med engelsk. Gensidig indflydelse har de nordeuropæiske områder sammensluttet i hanseforbundet haft på hinanden. Netop i denne middelnedertyske periode har blandt andet dansk indlemmet mange ord herfra, og handelssamarbejdet har uden tvivl været en afgørende faktor. Nogenlunde i samme periode som hanseforbundet ophørte, måtte nedertysk fravige pladsen som skriftsprog til fordel for det højtyske. Det fællestyske skriftsprog, der bliver til, tager udgangspunkt i østmiddeltysk5. I det nyhøjtyske, vi kender i standardsproget i Tyskland i dag, skal i det følgende kapitel præsenteres nogle generelle betragtninger omkring diminuering, der blandt andet er, at ”ein Lexem wird modifiziert mit Hilfe eines Suffixes und nicht durch ein Adjektiv, um Kleinheit auszudrücken”6. Dette skal vise sig langt fra at være diminutivets eneste funktion. De velkendte suffikser -chen og-lein vil naturligvis fylde en hel del i afsnittet, men ydermere skal nogle af de afarter af disse, som forekommer i sproget, forsøges kortlagt, men der bliver også rig lejlighed til at stifte bekendtskab med andre suffikser, præfikser og andre derivationsmuligheder. Ikke blot rigs- eller 2 Ettinger 1974: p. 50 3 Se afsnit 2.4.2.1. 4 Ettinger 1974: p. 51 5 König 2005: p. 77 og 91 samt de.wikipedia.org 6 Ettinger 1974: p. 51 6 Mikkel Bredsgaard Randers Tysk, 10. semester Speciale - Diminutiver i tysk og dansk standardsproget skal behandles, men også i så vid udstrækning, som det lader sig gøre, vil diminutivbrug i dialekter også blive nærmere omtalt. 2.1. GENERELT OM DIMINUTIVDANNELSER ”Das Neuhochdeutsche verfügt über die Suffixe -chen, -lein (...), die an jedes beliebige Grundwort (...) angefügt, ausschließlich Diminutiva bilden können, wobei der Stammvokal meist umgelautet wird, wenn solches möglich ist, und das neu geformte Wort immer neutrales Geschlecht hat.”7 Så kort sammenfatter Fischer en række yderst centrale punkter omkring diminutivdannelsen i tysk med de to mest benyttede suffikser til formålet. I det følgende behandles diminutivbrugen og de funktioner, derivationen kan have, nærmere. Ydermere konkretiseres nogle betragtninger omkring omlyd, og der skal også gives eksempler på diminutiver, der afledes på anden vis, hvilket kan give et andet genus end neutrum. Uden tvivl dannes diminutiver i tysk primært med suffikser på substantiver, men der findes såvel substantiviske varianter med præfikser som adjektiver og verber, der kan betragtes som havende diminuerende funktion8. Når morfemer, som afledningssuffikser som -chen og -lein eksempelvis er, forandrer det semantiske indhold fra grundordet og samtidig holder det inden for samme ordklasse, er der tale om ekspansion9, hvilket er udfaldet af langt de fleste diminutiver jf. ovenstående. Frekvensen af diminutiver er langt højere i det sydlige Tyskland, Østrig og Schweiz10, som groft sagt udgør det øvretyske sprogområde, end i den nordlige part af det tysksprogede areal, hvor det sågar siges, at være decideret diminutivfattigt i den nordligste region grænsende op til Danmark11. 7 Fischer 1962: p. 5 8 Fleischer et al. 1995: p. 86 9 Bünting 1984: p. 119 10 Dressler et al. 1994: p. 103 11 König 2005: p. 157 7 Mikkel Bredsgaard Randers Tysk, 10. semester Speciale - Diminutiver i tysk og dansk Forskellen på at anvende -chen og -lein Valget mellem de to hyppigst benyttede muligheder for at skabe produktive diminutivdannelser, -chen og -lein, afhænger først og fremmest af grundordets udlyd i sammensætning med diminutivafledningen. Dernæst spiller naturligvis også sprogbrugerens sproglandskabstilhørsforhold en rolle, idet afledningerne oprindeligt stammer fra henholdsvis nedertysk og øvretysk12. I dag er begge en del af standardsproget, men valget af suffiks beror først og fremmest på fonologiske parametre, for hvis ordet i sin helhed slet ikke kan udtales, dur det simpelthen ikke. Dernæst er vigtige faktorer, der spiller ind i valget, de diatopiske, altså geografiske, forskelle samt den stilistiske brug, der vedrører hvilken sproghandling, ordet er tiltænkt at blive anvendt i13. I vid udstrækning kan -chen- og -lein-suffikserne frit ombyttes14, hvor dog det skal nævnes, at førstnævntes hyppighed i standardsproget overstiger det andets, men det ændrer ikke på det faktum, at ombytningen uden forståelsesproblemer vil kunne lade sig gøre: Schwesterchen > < Schwesterlein Stündchen > < Stündlein Häuschen > < Häuslein Briefchen > < Brieflein Dog er det af især udtalemæssige årsager sådan, at visse udlyde fra det ønskede diminuerede ord ikke fungerer sammen med det ene eller andet suffiks, hvorfor det andet eller måske en regionalt forekommende afledning er at foretrække, som det er givet eksempler på i de respektive kapitler om -chen og -lein. Kun i enkelte tilfælde differentieres der semantisk mellem formerne. Typerne Männchen og Weibchen anvendes i forbindelse med dyr, medens Männlein og Weiblein relaterer sig kun til mennesker15. Vi har blandt andet kendskab til fiskearten fjæsing, der på tysk kaldes Petermännchen, og værd at bemærke i den henseende er, at der forefindes 12 Erben 2006: p. 51 13 Fleischer et al. 1995: p. 179 14 Erber: 2006: p. 96 15 Fleischer et al. 1995: p. 180. Se dog afsnit 2.4.5. 8 Mikkel Bredsgaard Randers Tysk, 10. semester Speciale - Diminutiver i tysk og dansk diminutivendelse på hvert respektive sprog i navngivningen her med henholdsvis -ing og -chen. Bortset fra fremmedsuffikserne danner diminutivsuffikserne altid neutrum, hævdes det hos Fleischer16. I forbindelse med blandt andet -el- og -ling-suffikserne skal der gives eksempler på, at den semantiske diminuering kan gengives med disse derivationer, hvor de andre genera optræder. På trods af at blive kaldt formindskelsesord, er udfaldet af diminutivafledningen som oftest, at den dermed karakteriserer en følelsesbetonet relation mellem den givne genstand og sprogbrugeren: ”...daß es oft weniger darum geht, etwas als räumlich klein hinzustellen, vielmehr darum, eine Größe zu kennzeichnen, zu der der Sprecher ein emotionales Verhältnis hat”17 Den følelsesmæssige konnotation, suffikset medfører, og som Erben nævner, understøttes af Fleischer, der som eksempel giver sammenligningen af Städtchen over for kleine Stadt og Kleinstadt18. Som det andetsteds beskrives19, blev abstrakte begreber tidligere diminueret i nogle tilfælde, men i dag synes dette næsten kun at ske i forbindelse med faste vendinger og enkelte talemåder som an jemandem sein Mütchen kühlen og ein Schläfchen halten20. Hos Fleischer har deriverede begreber på lige fod som konkrete ting samt personbetegnelser plads blandt diminutiverne21, men forekomsterne er så fåtallige, at det nærmest må afvises22. Rigdommen blandt de andre inddelinger er derimod stor. Nogle vil måske betragte stofbetegnelser som abstrakte begreber og gruppere dem 16 Fleischer et al. 1995: p. 179 17 Erben 2006: p. 94 18 Fleischer et al. 1995: 181 19 Se afsnit 2.4.2.1. 20 Wellmann 1998: p. 505 21 Fleischer et al. 1995: p. 181 22 Se desuden Fischer 1962: p. 5 9 Mikkel Bredsgaard Randers Tysk, 10. semester Speciale - Diminutiver i tysk og dansk herunder, hvilket ikke er tilfældet her. I stedet behandles de nærmere andetsteds under deres egen semantiske inddeling under substantiverne23. Leksemer med diminutivsuffiks I standardsproget eksisterer talrige substantiver med diminutivendelser, hvor leksemet i dag kun eksisterer i denne form: -chen Märchen Veilchen Mädchen Kaninchen -lein Märlein -el Gesindel Mädel24 Disse dannelser har i dag ikke egentlig karakter af diminutiver, idet suffikserne ikke angiver diminuering i form af formindskelse, ironi, med pejorativ betydning, som hypokoristikon eller lignende. Leksemerne selv er at betragte som grundord, eftersom der i dag og hos nutidens sprogbrugere ikke hersker noget sprogligt kendskab til de oprindelige Märe, Veil, Magd, Kanin og Gesinde i forbindelse med nydannelserne25. Hos Jørgensen er de angivne eksempler heller ikke anskuet som diminutiver26, så den nutidige opfattelse af sådanne har ingen eller meget ringe relation til diminuering. Også Ohrläppchen samt dyrebetegnelserne Frettchen og Eichhörnchen eksisterer blot 23 Se afsnit 2.4.1.2. 24 Erben 2006: p. 95 25 Erben 2006: p. 95 og Fischer 1962: p. 131 26 Jørgensen 1970: p. 24 10