Aalborg Universitet Det etiske spejlkabinet et studie af postmodernistisk og postironisk litteratur Andersen, Tore Rye Publication date: 2007 Document Version Også kaldet Forlagets PDF Link to publication from Aalborg University Citation for published version (APA): Andersen, T. R. (2007). Det etiske spejlkabinet: et studie af postmodernistisk og postironisk litteratur. Institut for Sprog og Kultur. General rights Copyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright owners and it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights. - Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research. - You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain - You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal - Take down policy If you believe that this document breaches copyright please contact us at [email protected] providing details, and we will remove access to the work immediately and investigate your claim. Downloaded from vbn.aau.dk on: January 12, 2023 Tore Rye Andersen Det etiske spejlkabinet Et studie af postmodernistisk og postironisk litteratur Ph.d.-afhandling indleveret ved Engelsk, Institut for Sprog og Kultur Aalborg Universitet, august 2007 Vejleder: Torben Ditlevsen I have no data yet. It is a capital mistake to theorise before one has data. Insensibly one begins to twist facts to suit theories, instead of theories to suit facts. Sherlock Holmes til Watson, i Arthur Conan Doyles »A Scandal in Bohemia« In reading, one should notice and fondle details. There is nothing wrong about the moonshine of generaliza- tion when it comes after the sunny trifles of the book have been lovingly collected. If one begins with a rea- dymade generalization, one begins at the wrong end and travels away from the book before one has started to understand it. Nothing is more boring or more unfair to the author than starting to read, say, Madame Bo- vary, with the preconceived notion that it is a denunciation of the bourgeoisie. We should always remember that the work of art is invariably the creation of a new world, so that the first thing we should do is to study that new world as closely as possible, approaching it as something brand new, having no obvious connection with the worlds we already know. When this new world has been closely studied, then and only then let us examine its links with other worlds, other branches of knowledge. Vladimir Nabokov, »Good Readers and Good Writers« If only she’d looked. Thomas Pynchon, The Crying of Lot 49 Indhold 1. Introduktion.................................................................................................................................................................1 1.1. Opgøret med postmodernismen........................................................................................................................1 1.2. Et opgør med opgøret med postmodernismen................................................................................................4 1.3 Litteraturens periodiske system – teoretiske overvejelser...............................................................................7 1.4 Oppefra og ned eller nedefra og op? – metodiske overvejelser....................................................................14 1.4.1 Tony Tanners forsvundne by af ord.........................................................................................................17 1.4.2 Gud findes i detaljen – Michel Foucaults genealogi...............................................................................20 1.4.3 Til forsvar for nærlæsningen.....................................................................................................................22 2. Postironisk litteratur..................................................................................................................................................25 2.1. David Foster Wallace.........................................................................................................................................27 2.1.1. »Go West, young man«..............................................................................................................................29 2.1.2. Fra modsprog til hovedsprog...................................................................................................................35 2.1.3. Når det marginale bliver centralt.............................................................................................................41 2.1.4. Uendelig morskab......................................................................................................................................47 2.1.5. Fra menneske til maskine: Hals nedtur...................................................................................................55 2.1.6. Fra maskine til menneske: Dons optur....................................................................................................61 2.1.7. »Hvem sidder dér bag skærmen?« – Infinite Jest som reaktion på mediesamfundet........................66 2.1.8. Oprøret fortsætter.......................................................................................................................................73 2.2. Jonathan Franzen...............................................................................................................................................83 2.2.1. Tilbage er vejen frem..................................................................................................................................85 2.2.2. En æstetisk korrektion...............................................................................................................................92 2.2.3. Konsumkulturens brændte børn..............................................................................................................98 2.2.4. Virkelighedens genkomst........................................................................................................................110 2.2.5. Hvort svært kan det være (og hvor svært skal det være)?.................................................................121 2.2.6. »For a very large audience«....................................................................................................................130 2.3. »Vi lister os forsigtigt frem«: en foreløbig postironisk typologi................................................................135 3. Postmodernistisk teori............................................................................................................................................160 3.1. Hvad er postmodernismen?...........................................................................................................................160 3.2. Den postmodernistiske fortolkningskanon..................................................................................................169 3.2.1 Brian McHale og dominantbegrebet.......................................................................................................170 3.2.2. Linda Hutcheon og den historiografiske metafiktion.........................................................................183 3.3. Hvad er postmodernismen? (Take Two)......................................................................................................203 3.3.1. Ihab Hassans lister...................................................................................................................................204 3.4. Mod en alternativ postmodernismekonstruktion........................................................................................214 3.4.1. Paul Maltby...............................................................................................................................................219 3.4.2. Wendy Steiner...........................................................................................................................................226 4. Postmodernistisk litteratur.....................................................................................................................................236 4.1. Thomas Pynchon..............................................................................................................................................236 4.2. The Crying of Lot 49...........................................................................................................................................250 4.2.1. Det kunstige landskab.............................................................................................................................261 4.2.2. Det medierede landskab..........................................................................................................................263 4.2.3. Den udsvingsløse grå syge......................................................................................................................269 4.2.4. Om spejle og ekkoer – romanens symbolske netværk........................................................................278 4.2.5. Grænserne sløres, spejlet knuses og isolationen brydes.....................................................................285 4.2.6. Oedipa som detektiv................................................................................................................................289 4.2.7. Postmodernismen og antidetektivromanen.........................................................................................294 4.2.8. Den læsende detektiv: metafiktion, skrift og død................................................................................301 4.2.9. Kritik af det kausale plot.........................................................................................................................308 4.2.10. Tristero.....................................................................................................................................................316 4.2.11. Flertydighedens stemme.......................................................................................................................322 4.2.12. »The trope of the unavailable insight«................................................................................................327 4.2.13. »Everything is connected«. Paranoia og systemer i postmoderne litteratur..................................337 4.2.14. Rejse til nattens ende..............................................................................................................................359 4.2.15. Postmodernismens Waste Land.............................................................................................................368 4.2.16. Plot eller paranoia?.................................................................................................................................374 4.2.17. Læsningens paranoia.............................................................................................................................378 4.2.18. Paranoid læsning: Hollanders magiske øje.........................................................................................379 4.2.19. Kognitiv kortlægning.............................................................................................................................384 4.2.20. Tertium datur: Kreativ paranoia og den udeladte midte.................................................................399 4.2.21. Postmodernismens levende systemer.................................................................................................411 4.2.22. Det 20. århundredes peripeti: Informationsteori, kybernetik og kommunikationsteori..............414 4.2.23. På kanten af kaos: optimering af informationsværdien gennem støj og entropi..........................421 4.2.24. Amerikas mørke hjerte..........................................................................................................................429 4.2.25. Invisible Men...........................................................................................................................................433 4.2.26. Kontekstuel redundans: en omvej til Mingeborough og Watts.......................................................439 4.2.27. Læsningens alkymi, læserfælder og romanens etiske niveau..........................................................446 4.2.28. Livets fodnoter........................................................................................................................................453 4.2.29. »If only she’d looked«: Det visuelle motiv i The Crying of Lot 49.....................................................457 4.3. Postmodernismen genbesøgt..........................................................................................................................467 5. Konklusion................................................................................................................................................................474 Appendiks 1..................................................................................................................................................................483 Bibliografi......................................................................................................................................................................484 Resumé..........................................................................................................................................................................495 Summary.......................................................................................................................................................................499 1. Introduktion 1. Introduktion 1.1. Opgøret med postmodernismen Da passagerflyene American 11 og United 175 pløjede ind i World Trade Center d. 11. september 2001, tog det ikke lang tid, før den postmoderne ironi blev anført som et af ofrene for terrorangre- bet. Roger Rosenblatt indledte et essay i Time Magazine med følgende betragtning: »One good thing could come from this horror: it could spell the end of the age of irony«.1 I et interview med Inside.com udtalte redaktøren af Vanity Fair, Graydon Carter: »There’s going to be a seismic change. I think it’s the end of the age of irony«; og til Entertainment Weekly erklærede forlagsredak- tøren Gerry Howard: »I think somebody should do a marker that says irony died on 9-11-01«.2 Endelig udtrykte den estimerede litteraturkritiker James Wood i en kommentar i avisen The Guar- dian forhåbninger om, at den hysteriske realisme ville blive endnu en »casualty of recent events«, og han argumenterede for, at »[i]t ought to be harder, now, […] to bounce around in the false za- niness of hysterical realism«.3 Sammenknytningen af terrorangrebet den 11. september og ironiens død er en ganske be- snærende tese, der har lidt af det samme epokale schwung over sig som Adornos famøse påstand om, at al digtning efter Auschwitz er en barbarisk foreteelse.4 Det eneste problem med tesen er egentlig, at den under ingen omstændigheder holder vand. Ét er, at rygterne om ironiens død har vist sig stærkt overdrevne. Et andet er, at beskrivelsen af terrorangrebet som en historisk begiven- hed, der som et lyn fra en klar himmel brændte sløret fra vores øjne og afslørede ironiens giftighed for os, ikke holder til et nærmere eftersyn. Angrebet på den postmoderne ironi var blevet indledt længe inden Mohammad Atta og hans medsammensvorne indledte deres angreb på den vestlige verden. I 1999 udgav den unge Jedediah Purdy f.eks. den samfundsdiagnostiske bog For Common Things: Irony, Trust, and Commitment in America Today, hvori han argumenterede for, at tilstedevæ- relsen af det første led i undertitlen, den omsiggribende ironi i Amerika på randen af et nyt årtu- sinde, blokerede for opnåelsen af undertitlens to sidste sammenhængsskabende kræfter, tillid og engagement. Og i årtiet forud for Purdys indtrængende appel om at skrotte ironien havde en fremstormende generation af amerikanske forfattere, med David Foster Wallace (f. 1962) som vel- 1 »The Age of Irony Comes to an End«, Time Magazine, 24. september 2001. 2 Citeret i Michiko Kakutanis »Assertions of Cynicism’s Demise Belie History«; New York Times, 9. oktober 2001. 3 James Wood: »Tell Me How Does it Feel?« (The Guardian, 6. oktober 2001). ‘Hysterical realism’ er Woods berømte be- tegnelse for den gruppe af eksperimenterende og manisk fabulerende forfattere, der ifølge Wood tæller navne som Thomas Pynchon, Don DeLillo, David Foster Wallace, Zadie Smith og Salman Rushdie. I bund og grund skal neologis- men blot betragtes som Woods forsøg på at finde en mere dækkende og mere original betegnelse for den litteratur, vi andre kender som ‘postmodernismen’. 4 »Nach Auschwitz ein Gedicht zu schreiben, ist barbarisch« – fra essayet »Kulturkritik und Gesellschaft«, 1951. 1 Det etiske spejlkabinet formuleret spydspids, indledt et markant opgør med postmodernismen i almindelighed og den postmoderne ironi i særdeleshed. Wallace og hans generationsfæller – som jeg i denne afhandling vil kalde postironikerne5 – klandrer den postmodernistiske litteratur for at være uinteresseret i ver- den og menneskene i den, selvrefleksiv, abstrakt, overfladisk og ikke mindst ironisk, og i deres egen litteratur forsøger de at råde bod på dette postmoderne synderegister. Forestillingen om postmodernismen som verdensfjern, selvrefleksiv, abstrakt og ironisk er ikke grebet ud af den rene luft. Beskrivelsen kan spores i en lang række tekster, lige fra kulturjour- nalistiske causerier over diverse litteraturhistoriske opslagsværker til detaljerede monografier om periodens forfattere,6 og Wallaces generation bygger i sin kritik af postmodernismen dermed oven på en veletableret praksis. Man behøver ikke at lede længe for at finde eksempler på denne prak- sis. Anmelderen af den splinternye roman The Emperor’s Children (en fortælling om de skæbne- svangre måneder omkring 9/11) skriver f.eks. i en ganske typisk affejning af postmodernismen, at: »the traditional novel still matters; […] it can engage morally on a level beyond any form of jour- nalism and beyond the mere games of postmodernism represented by writers such as Thomas Pynchon«.7 Og når standardopslagsværket The Cambridge Guide to Literature in English introducerer til periodebetegnelsen »post-modernism«, sker det bl.a. med følgende karakteristik: In literature, it has its origins in the rejection of traditional mimetic fiction in favour of a heightened sense of artifice, a delight in games and verbal pyrotechnics, a suspicion of abso- lute truth and a resulting inclination to stress the fictionality of fiction. (Cambridge Guide, 752) Et lidt mere udførligt og nuanceret billede tegnes i Benét’s Reader’s Encyclopedia of American Litera- ture, der under opslaget om »postmodernism« bl.a. skriver: Reacting against the traditional master narratives that projected an orderly and coherent universe, the postmodern writers have chosen narrative openness over closure, fiction over truth, and fragmentation over unity and coherence. But their emphasis on disruptive, selfre- flexive procedures has often obscured an important ideological component in postmodern fiction: its critique of traditional narrative epistemologies. […] the disruptive and narrative techniques participate in a broad critique of narrative and cultural articulation. Innovative fiction uses its intense »metafictional« focus to challenge the traditional models on which narrative constructions have relied. (Benét’s, 874) Den sidstnævnte definition anerkender et ideologisk aspekt af postmodernismen, men det er værd at hæfte sig ved, at ideologien ifølge opslaget begrænser sig til en metafiktiv kritik af fremhersken- 5 Meget mere om bevæggrundene for denne betegnelse i kapitel 2. 6 Mere om dette i kapitel 3. 7 Kasia Boddy: »Sense and the City«, Daily Telegraph, 20. september 2006. 2 1. Introduktion de narrative konstruktioner. Postmodernismens ideologiske indhold undslipper ifølge dette syns- punkt ikke den rent diskursive sfære, og definitionen levner ikke plads til, at postmodernismen også kunne tænkes at have en mening om f.eks. statens lejlighedsvise brug af vold over for sine egne borgere.8 I lyset af den fremherskende teoretiske postmodernismekonstruktions beskrivelse af perio- dens litteratur som legesyg, metafiktiv, relativistisk, sprogkritisk og ironisk forekommer det post- ironiske opgør med postmodernismen egentlig ganske forståeligt. I disse år synes der i en lang række forskellige discipliner at tegne sig en almen modreaktion mod postmodernistisk negativitet, relativisme og uvished, og en drift mod en større grad af stabilitet og vished. Udgivelsen her- hjemme forrige år af Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelts polemiske essaysamling Kritik af den negative opbyggelighed (2005) er symptomatisk for dette gennemgribende opgør, der også kan spores i bl.a. litteraturvidenskabernes voksende fokus på litteraturens materialitet9 og i humanvi- denskabernes nylige interesse for kognitionsforskning.10 Postironikernes opgør med postmoder- nismen og den rethaveriske aflivning af ironien efter 9/11 er ikke isolerede fænomener, men ind- skriver sig i en meget større bevægelse bort fra den postmodernistiske relativismes usikre grund. Denne afhandling bevæger sig lidt i de samme baner, men alligevel ikke helt. Som de fleste humanvidenskabsfolk i dag bliver jeg også lidt utålmodig, når talen falder på attituderelativisme, indeterminisme, metafiktion og overdreven ironi, men i modsætning til postironikerne og de ka- noniserede postmodernismeteoretikere, de baserer deres kritik på, betragter jeg ikke disse elemen- ter som særligt kendetegnende for den postmodernistiske litteratur, der er under angreb. Billedet af postmodernismen som et primært ironisk, verdensfravendt og selvrefleksivt tekstuelt spejlkabi- net befolket af todimensionelle papskabeloner stemmer ikke særlig godt overens med de socialt indignerede, humanistiske og indimellem særdeles realistiske postmodernistiske romaner, jeg har læst, og afhandlingen er først og fremmest motiveret af dette misforhold. Det følgende er altså ikke så meget et opgør med postmodernismen som et forsøg på at forstå og beskrive den bedre. Postironikernes og forskningstraditionens fokus på postmodernismens ironiske og selvre- fleksive aspekter er naturligvis ikke uden hold i virkeligheden. Ironiens effektive underminering af diverse sociale og æstetiske konventioner er utvivlsomt en vigtig del af postmodernismens retori- 8 Dødsstraffen i en lang række amerikanske stater – som bl.a. angribes skarpt i en postmodernistisk roman som The Pub- lic Burning – må vel siges at være andet og mere end en narrativ konstruktion. Jeg skal senere i afhandlingen, i min di- skussion af kritikere som Patricia Waugh, Linda Hutcheon og Paul Maltby, vende tilbage til denne problemstilling. 9 Se bl.a. Reading Matters fra 1997 (red. af Tabbi og Wutz) og Passage 48: Kunstens Medier. 10 Se bl.a. Joseph Tabbis Cognitive Fictions (2002) og Edward O. Wilsons Consilience (1998). Wilsons bog er et uhyre ambi- tiøst forsøg på at indvarsle en enhedsvidenskab under kognitionsteoriens banner; en enhedsvidenskab, der bl.a. kan give svar på, hvorfor visse malerier og bøger objektivt – videnskabeligt – set er bedre end andre. Også herhjemme er interes- sen i forbindelserne mellem neurale og kognitive processer på den ene side og æstetikken på den anden side begyndt at røre på sig: Se bl.a. Kritik 174 med et tema om neuroæstetik. 3 Det etiske spejlkabinet ske arsenal, ligesom den selvrefleksive destabilisering af logocentrismen og den vedholdende kri- tik af et rationalistisk og positivistisk verdensbillede spiller en central rolle i den postmodernistiske kanon. Det er imidlertid min overbevisning, at den postmodernistiske litteratur rummer meget andet og meget mere end de destabiliserende elementer, der sædvanligvis fokuseres på. I tillæg til metafiktionen, ironien og de legesyge tekstuelle festfyrværkerier vil jeg argumentere for, at post- modernismen også indeholder f.eks. en stærk humanistisk understrøm, en ubestridelig repræsen- tationstrang, et pragmatisk syn på litteraturen som kommunikationsmedium, en ren og uforfalsket patos, samt en udtalt social indignation (der ikke begrænser sig til en utilfredshed med magtha- vernes narrative konstruktioner). Sådanne elementer er der imidlertid ikke plads til at diskutere inden for den gængse postmodernismekonstruktions ganske ensidige fokus på postmodernismens destabiliserende side. Den udtalte interesse for f.eks. postmodernismens ironi og selvrefleksion blokerer ganske enkelt for en påskønnelse af dens patos og dens mimetiske bestræbelser, og en udvidelse af diskussionens rammer synes derfor påkrævet. Den aktuelle teoretiske postmodernis- mekonstruktion og det deraf afledte postironiske opgør tegner et skævvredent og reduktivt billede af den postmodernistiske litteratur, og dette fortegnede billede modarbejder en mere nuanceret og kompleks forståelse af postmodernismens natur. 1.2. Et opgør med opgøret med postmodernismen Afhandlingens primære motivation er denne udtalte inkongruens mellem de kanoniske postmo- dernistiske romaner og den kanoniske teoretiske postmodernismekonstruktion,11 og dens primære sigte er at bidrage til en bedre og mere inklusiv forståelse af, hvad der egentlig kendetegner den forkætrede postmodernistiske litteratur. Dette projekt vil blive iværksat som en slags tretrinsraket: Indledningsvist vil jeg introducere til den mest signifikante bevægelse i nyere amerikansk littera- tur og ikke mindst diskutere dens bemærkelsesværdige opgør med postmodernismen. Dernæst vil jeg vise, hvordan dette opgør bunder i en fremherskende teoretisk konsensus om postmodernis- men, og gennem en grundig analyse af en kanoniseret postmodernistisk roman vil jeg endelig ar- gumentere for, at denne teoretiske konsensus repræsenterer en fortegnet og reduktiv tilgang til den righoldige postmodernistiske litteratur. Mere konkret vil projektet udforme sig på følgende måde: Efter den indledende redegørelse for afhandlingens hovedintentioner og de dertil knyttede teoretiske og metodiske refleksioner føl- ger afhandlingens andet kapitel, der vil stille skarpt på, hvad jeg som allerede nævnt kalder den postironiske litteratur. Gennem en introduktion til to af bevægelsens centrale forfattere, David Fo- 11 I sin ph.d.-afhandling Kanoniske Konstellationer opererer Mads Rosendahl Thomsen med en nyttig distinktion mellem, hvad han kalder materialekanon (de kanoniserede skønlitterære tekster) og fortolkningskanon: de dominerende – ja, kano- niske – fortolkninger af materialekanon, der i mange tilfælde sætter rammerne for, hvad man overhovedet kan tænke og skrive om forskellige kanoniserede skønlitterære tekster. Jeg vil herefter tillade mig at benytte Thomsens distinktion. 4 1. Introduktion ster Wallace og Jonathan Franzen, vil jeg kortlægge og beskrive det postironiske projekt, og jeg vil diskutere, hvordan de postironiske forfattere forholder sig endog overordentligt eksplicit til deres postmodernistiske forgængere. Denne diskussion vil tage afsæt i udførlige analyser af Wallaces og Franzens litterære hovedværker, hhv. Infinite Jest (1996) og The Corrections (2001), men den vil sam- tidig inddrage nogle af forfatternes vigtige essays og interviews, da opgøret med postmodernis- men ofte her sættes på spidsen. Analyserne af Wallace og Franzen vil munde ud i en foreløbig ty- pologi over den postironiske litteraturs karakteristika. Formålet med kapitlet om den postironiske litteratur er dobbelt: Dels ønsker jeg med mine analyser af Wallace, Franzen og deres generationsfæller ganske enkelt at identificere konturerne af en ny og markant litterær bevægelse, som der endnu ikke rigtig er skrevet noget om, og dels øn- sker jeg gennem denne beskrivelse at vise, hvilket negativt eftermæle den postmodernistiske litte- ratur har fået i løbet af det seneste årti. I afhandlingens tredje kapitel vil jeg med afsæt i en gennemgang af nogle af de toneangiven- de litteraturkritikeres postmodernismekonstruktioner påvise, at postironikernes negative opfattel- se af den postmodernistiske litteratur på mange væsentlige punkter er kongruent med teoretiker- nes fremstilling af postmodernismen (om end teoretikerne ikke valoriserer postmodernismen så negativt som postironikerne). Postironikerne har med andre ord ikke konstrueret deres eget fjen- debillede til lejligheden, men indskriver sig i en lang tradition for at fokusere på bestemte områder af postmodernismen på bekostning af andre områder. Kapitlet vil stille skarpt på de indflydelses- rige litteraturteoretikere Brian McHale og Linda Hutcheon, men vil også referere til andre vigtige kritikere som Ihab Hassan, Alan Wilde og Molly Hite. Diskussionerne af de forskellige kritikere vil tilsammen udpege en række af de konsensuelle fokuspunkter i tilgangen til postmodernismen – hvad man med Mads Rosendahl Thomsens fine udtryk kan kalde den postmodernistiske fortolk- ningskanon. Derefter følger en kort diskussion af litteraturteoretikerne Paul Maltby og Wendy Steiner, der på forskellig vis har forsøgt at nuancere forståelsen af postmodernismen. Diskussionen af Maltby og Steiners forsøg på at gøre op med den fremherskende opfattelse af postmodernismen som et legesygt, ironisk og selvrefleksivt eksperimentarium leder naturligt frem til afhandlingens fjerde og største kapitel. Fjerde kapitel af afhandlingen vil med udgangspunkt i en omhyggelig nærlæsning af en en- kelt kanoniseret postmodernistisk roman – Thomas Pynchons The Crying of Lot 49 (1966) – forsøge at nuancere den teoretiske postmodernismekonstruktion og belyse nogle aspekter af den postmo- dernistiske litteratur, der sædvanligvis ignoreres eller underbetones af receptionen. Den lange ro- mananalyse (der løbende vil inddrage en lang række andre postmodernistiske nøgletekster for at godtgøre, at Pynchons roman ikke er et enkeltstående tilfælde) vil forhåbentlig vise, at der er man- ge gennemgående træk i den postmodernistiske materialekanon, som simpelt hen ikke diskuteres i 5