Ammianus Marcellinus’ beretning om Sortehavsegnene Arne Søby Christensen 1. Ammianus Marcellinus’ liv Ammianus Marcellinus hører til i det 4. århundrede e.Kr. Detaljerne om hans liv og virke må vi tolke os til ud fra oplysninger i hans historieskrivning. Vi kan ud fra disse antage, at han er født omkring år 330 e.Kr., dvs. i slutningen af kejser Konstantin den Stores regeringstid (306-337 e.Kr.), og vi må formode, at han er død engang i nærheden af århundredskiftet – i hvert fald er han død efter be- gyndelsen af 390’erne, hvor de sidste bøger af værket er publicerede. Ammian beskæftiger sig med Sortehavsområdet i en ekskurs i 22. bogs kapi- tel 8. Efter at have set, hvad de antikke forfattere vidste om Sortehavsområdet i de andre perioder af antikken, er det interessant at se, om denne viden ændrer sig, når vi kommer til senantikken. Kendte en forfatter som Ammianus Marcel- linus til disse fjerne egne fra egne rejser, eller meddeler han blot, hvad han har kunnet læse hos andre af sin samtids forfattere, der havde været i området? Er der med andre ord nye oplysninger, der viser, at romerne havde udvidet deres kendskab til Sortehavsregionen, og således indikerer, at området stadig havde levende relationer til Romerriget? Eller bygger Ammian mestendels på en anti- kvarisk viden om tidligere tiders opdagelser, der måske ikke længere afspejlede de virkelige forhold i hans samtid? Det skal naturligvis indledningsvis under- streges, at der kun er tale om en enkelt forfatters meddelelser, og at det derfor ikke nødvendigvis siger noget om romernes generelle vidensniveau. Men inden jeg går over til selve tekststedet, vil jeg sige et par ord om Ammia- nus Marcellinus’ liv og hans værk og redegøre for mulighederne for, at han eventuelt har kunnet bidrage selvstændigt til en forøget viden om regionen. Ammian optræder selv i sit historieværk. Han var nemlig ved kejserlig ordre knyttet til den øverstkommanderende for de romerske tropper i Østen, magister equitum Ursicinus’ stab, fordi han tilhørte den kejserlige garde som protector domesticus (14.9.1). Det var en eliteenhed, der bestod af sønner fra velbjergede 68 ARNE SØBY CHRISTENSEN familier – selv om man kan diskutere, om de stammede fra curiales-slægter eller fra højtstående officersslægter. Man antager normalt, at det første er tilfældet, men T.D. Barnes argumenterer i sin nye bog om Ammian overbevisende for, at faderen snarere tilhørte militæret, således som vi kender til det fra andre med- lemmer af bevidnede protectores domesticii det 4. århundrede (Barnes 1998, 59). Ammian nævner sin tilknytning til hæren allerede i 14. bog, hvor det fortælles, at han var udstationeret hos Ursicinus i Nisibis i 354 e.Kr. Tre år længere frem- me i værket omtaler han sig selv som en af de yngre officerer (16.10.21), og det er grunden til, at man normalt sætter hans fødsel til ca. 330. Det fremgår klart af skriftet, at Ammian stammede fra det græsktalende østlige Romerrige (31.16.9), måske fra Antiochia, måske fra et sted i omegnen af denne by eller måske lidt længere sydpå; vi ved det ikke med bestemthed (se f.eks. Barnes 1998, 60-64). Da Ammian først var indrulleret i hæren under Ursicinus’ kommando, rejste han med denne rundt i Romerriget på forskellige opgaver, og han oplevede således ved selvsyn en del af riget – men selvfølgelig langtfra det hele. Det frem- går dog, at han som nævnt i 354 var i Nisibis i Mesopotamien på grænsen til Per- serriget. Samme år var han i Milano med Ursicinus (14.11.5). Året efter, i 355, drog han igen med Ursicinus til Gallien for at være med til at nedkæmpe Silva- nus’ oprørsforsøg (15.5.22-38), og her blev han til 357. Ursicinus var på den tid den senere kejser Julians magister equitum (15.13.3). I 357 fulgte han med Ursi- cinus til kejser Constantius II (337-361) i Sirmium i Pannonia Inferior, og da Ursicinus genindtrådte i sin østlige kommando som magister equitum, drog Ammianus Marcellinus med ham tilbage til Østen (16.10.21). I 359 nævner Am- mianus Marcellinus, at han befandt sig i ”Samosata, den berømte hovedstad i det tidligere kongerige Kommagene” ved Eufratfloden (18.4.7). Herfra blev Ursicinus og Ammianus Marcellinus på ny kaldt til kejser Con- stantius i Vesten. Ursicinus var faldet for et komplot ved hoffet, og han skulle denne gang være Julians magister peditumi Gallien, og Sabinianus blev udnævnt til ny øverstkommanderende over tropperne i Østen (18.5.5; 6.1). Det skete på trods af, at et angreb fra perserne var ventet, og Ursicinus kendte denne fjende fra tidligere kampe, og provinsboerne derfor helst ville beholde ham som deres forsvarer (18.6.2). Ursicinus og Ammianus Marcellinus måtte dog rette sig efter kejserens ordre, men de nåede kun til floden Hebros i Thrakien, før de fik kon- traordre om at vende tilbage til forsvaret af Østen, hvor Ursicinus nu ikke læn- gere var øverstbefalende, eftersom Sabinianus havde beholdt sin post (18.6.5-6). I krigens indledende fase faldt den romerske hær i et persisk baghold (18.8). Ammian nåede mirakuløst sammen med andre soldater ind i byen Amida [Diyarbakır], som derefter belejredes af perserkongen Sapor (18.8.11). Det var AMMIANUS 69 tidligere lykkedes Ursicinus at slippe bort fra bagholdet (18.8.10), og han for- søgte senere forgæves at komme den belejrede by til undsætning (19.3). Selv undslap Ammian med nød og næppe fra Amida, da byen blev erobret (19.8), efter den i længere tid havde forsvaret sig heltemodigt mod overmagten. Ursici- nus blev udset til at være syndebuk for katastrofen; han måtte afgive sin kom- mando og forlade hæren, og dermed forsvinder også han fra historien (20.2). Det interessante i denne sammenhæng er naturligvis de helt sikkert selv- oplevede beretninger fra de egne, Ammianus Marcellinus har været i – f.eks. nogle af beretningerne fra Gallien i 15. bog og den dramatiske skildring af hans oplevelser i Amida i slutningen af 18. bog og i 19. bog. Han deltog senere i 363 i kejser Julians perserfelttog, og også her har han selvoplevede beretninger om end af mindre omfang (23. til 25. bog). Efter kejser Julians død og krigens af- slutning var Ammian ikke længere soldat. Vi kender ikke til årsagen; måske var han faldet i unåde hos det nye, kristne regime under kejserne Jovian (363-364), Valentinian (364-375) og Valens (364-378), fordi han som ikke-kristen havde identificeret sig for meget med kejser Julians hedenske religionspolitik (se f.eks. Barnes 1998, 63; 79-94). Vi kender ikke til hans opholdssteder i detaljer, efter han har forladt hæren. Han har formentlig opholdt sig i længere tid i Antiochia, hvor han i hvert fald befandt sig omkring 371/372 (29.1.24; 2.4; 30.4.4), og han boede formentlig en tid lang i Rom i 380’erne (14.6.19). Vi kan ligeledes ud fra værket konstatere, at han må have besøgt Egypten og set obelisker så langt syd- på som i byen Theben (17.4.6), og at han har besøgt byen Motho [Methone] i Lakonien på det sydlige Peloponnes (26.10.19). Han har således været vidt om- kring i Romerriget og set mange egne, men der er i hans aktive livsforløb som soldat intet, der taler for, at han har været sendt til Sortehavsegnene. Derfor kunne han selvfølgelig godt have været der efter sin hjemsendelse fra hæren efter perserfelttoget i 363, uden at dette behøver at have sat sig direkte spor i hans kronologisk fremadskridende beretning. 2. Historieværket Til gengæld ved vi, at han på det tidspunkt begynder at skrive og publicere sit historieværk, der skulle blive det sidste store historiske værk på latin fra antik- ken, og det selv om hans modersmål har været græsk, og selv om han føler sig som græker. Han afslutter nemlig værket med ordene: Dette har jeg, en forhenværende soldat og græker, berettet fra kejser Nervas principat lige til Valens’ død, så godt mine evner rakte, … (31.16.9) 70 ARNE SØBY CHRISTENSEN Med disse ord sættes der punktum for værket. De første 13 bøger fra kejser Ner- va (96-98) og fremefter er imidlertid gået tabt. Vi kender derfor ikke titlen på værket, men vi plejer at kalde det for Res gestae”historie” i erkendelse af, at det er en historisk beretning om de store begivenheder i perioden. De resterende bøger fra 14. til 31. bog er kun bevaret i ét håndskrift fra det 9. århundrede – oprindeligt opbevaret i Fulda, men fra første halvdel af det 15. århundrede i Vatikanet. Dertil kommer dog seks håndskriftark fra Hersfeld, nu i Kassel, med en mindre del af skriftet. Endelig er der fjorten håndskrifter fra det 15. århun- drede. De er dog alle i sidste ende afskrifter af det bevarede vatikanerhåndskrift (Reynolds 1983, 6-8). Overleveringen er derfor noget spinkel, og der er ofte tale om lakuner i teksten, som kun kan rekonstrueres med større eller mindre sik- kerhed. I forbindelse med geografiske oplysninger kan der naturligvis alene af den grund være problemer med f.eks. stavemåder, og egentlige identifikationer kan være vanskelige. Men det er jo ikke usædvanligt for antikke tekster. Ammianus Marcellinus’ historie har altså taget sit udgangspunkt i Nervas udråbelse til kejser i 96 e.Kr. Han fortsætter med andre ord der, hvor Tacitus’ Historiae formentlig sluttede. Det betyder imidlertid, at de første 13 bøger skal spænde over en periode på ca. 250 år. Den bevarede 14. bog begynder nemlig i slutningen af kejser Constantius II’s regeringstid med medkejser Gallus’ (351- 354) forbrydelser i Østen i sommeren 353, og den går derefter over til Constan- tius’ felttog i den vestlige del af riget i sommeren 354. 31. bog slutter med goternes sejr i Slaget ved Adrianopel den 9. august 378 og kejser Valens’ død i flammerne og den umiddelbart efterfølgende periode. Der er således 18 bøger bevaret, og de dækker ca. 25 års historie. De første seks bøger (fra 14. til 19. bog) omhandler kejser Constantius II’s regeringstid (frem til 359) sammen med cæsarerne (”andenkejserne”) Gallus, som han lader myrde i 354, og Julian, som han udpeger til cæsar året efter (dvs. i 355). De mid- terste seks bøger (fra 20. til 25. bog) omhandler tiden, hvor Julian er augustus (”førstekejser”), dvs. perioden 360-363. De sidste seks bøger (fra 26. til 31. bog) beretter om Valentinians og Valens’ regeringstid, perioden 364-375/378. Der er altså også inden for den enkelte bog tale om en kronologisk fremad- skridende beretning. Derudover kan man konstatere et vist fælles dispositions- princip for de enkelte bøger, eller man skulle måske snarere tale om fælles emner: Det vil typisk være en gennemgang af kejserens militære engagementer i sommerens løb, politikken/intrigerne ved hoffet – specielt i vintersæsonen. Begivenhederne i Rom – herunder, hvem der var bypræfekt. En gennemgang af begivenhederne i provinserne, dvs. emner, der ikke direkte var knyttet til kejse- ren (Barnes 1998, 34-42, indeholder en oversigt over indholdet af de enkelte bøger samt en refleksion over tematikken). AMMIANUS 71 Det er således et historiografisk – og ikke f.eks. geografisk eller etnografisk – værk. Vi kan derfor kun forvente, at der vil være tale om kortere skildringer af egne og byer i det omfang, de er interessante i sammenhæng med beretningen, sådan som det er tilfældet i ethvert andet historieværk. Ammianus Marcellinus vælger dog tillige en anden form, der er velkendt i den antikke historieskriv- ning: ekskursen. Man har diskuteret, hvad en ekskurs egentlig er, og hvorfor Ammian bruger denne form. Lad os derfor først se på definitionen eller snarere de formelle krav, man i dag vælger at stille til begrebet ekskurs. Man opstiller faktisk kun ét formelt krav (for den nyere debat om ekskurs- formen se f.eks. Cichocka 1975; Emmett 1981; Richter 1989; Barnes 1998, Appendix 5, 222-224): Det, Ammianus Marcellinus fortæller om i et afsnit – og som ellers afviger fra det emne, han er i gang med – skal klart og tydeligt være afgrænset fra den omgivende tekst med særlige ord, dvs. der skal kort og godt indledes og afsluttes på en ganske bestemt måde. Der må ikke blot være tale om en digression, en mere eller mindre tilfældig udflugt. Ammianus Marcellinus skal specifikt vise, at der er tale om noget specielt og gennemtænkt fra hans hånd. Et eksempel kunne tages fra 23. bog, hvor Julian som optakt til perserfelttoget skal til at laste flåden på Eufratfloden med bl.a. levnedsmidler, våben og belejringsmaskiner. Her bryder Ammianus Marcellinus af og siger: Omstændighederne fører her med sig, at jeg, så godt mine ringe evner tillader det, kort, men tydeligt må give dem, der ikke kender til indretningen af den slags maskiner, jeg nævnte, en skildring af dem. (23.4.1) Derefter beskriver han ballisten, skorpionen (også kaldet vildæslet eller vinde- maskinen), stormbukken og brandpilene for derefter at afslutte med ordene: Dog nu nok om belejringsmaskiner, skønt vi kun har nævnt nogle få af dem. Vi optager nu igen tråden i vor fortælling. (23.4.15) Disse ekskurser står normalt i begyndelsen eller i slutningen af et kapitel. Hvis man tager de nævnte formelle krav helt alvorlig, er der 25 ekskurser i de sidste 18 bøger (Cichocka 1975, 337), og hvis man vælger at medtage også de beskri- velser,derentenkunharenindledningellerenafslutning,nårmanoppåmel- lem 31 og 34 ekskurser (hhv.Barnes 1998, 222-24, og Emmett 1981, 16 n. 6-8). De har vidt forskelligt indhold: Jeg har nævnt krigsmaskiner; dertil kommer et stort antal naturfænomener: jordskælv (17.7.9-14), solformørkelse (20.3.2-12), regnbuen (20.11.26-30), meteorer (25.2.6), kometer (25.10.2-3). Af andre emner kunne nævnes: obelisker (17.4.2-23), pest (19.4.2-8), varseltagning (21.1.7-14), 72 ARNE SØBY CHRISTENSEN Apistyren (22.14.7-8), perler (23.6.85-88), kristne biskopper (27.3.14-15) og me- get andet. I de fleste ekskurser drejer det sig imidlertid om geografiske og etnografiske emner: Saracenerne (14.4.3-6), provinserne i diocesen Oriens (14.8.1-15), Bo- densøen (15.4.2-6), Gallien (15.9.2-12.6), Succipasset (21.10.3-4), Thrakiens kyst, Hellesponten og Sortehavet (22.8.1-48), Egypten (22.15.1-16.24), Perser- riget (23.6.1-84), Thrakien (27.4.2-14), samt endelig hunnere og alanere (31.2.1- 25). Derudover ved vi fra hans egne udsagn, at han har behandlet mange andre egne i de nu tabte bøger (f.eks. henvisninger fra 14.7.21 til hans tidligere skil- dring af Mesopotamien; fra 27.8.4 til hans skildring af Britannien). Nogle for- skere har ligefrem talt om, at det havde været Ammianus Marcellinus’ hensigt at give en fuldstændig beskrivelse af Romerrigets provinser og visse tilgrænsende egne og lande (se f.eks. Mommsen 1881/1909, 604/395; Richter 1989, 220; Bar- nes 1998, 75). Det er muligt, men det kan ikke bevises. 3. Sortehavsekskursen Lad os se på Sortehavsekskursen i 22. bog, kapitel 8: Vi er inde i den midterste tredjedel af det bevarede værk. Det er den del, der behandler Julians tid som førstekejser, augustus. I 20. bog var Julian blevet ud- råbt til augustus af hæren i Gallien. I 21. bog gør de to kejsere sig rede til den endelige konfrontation, idet Julian marcherer mod øst ind i Illyricum til byen Naissos [Niˇs] i Moesia superior og Constantius forlader perserfronten og iler til Antiochia for derfra at drage mod Balkan. Han når dog kun til Mopsukrenai i Kilikien ved Taurusbjergenes fod, hvor han dør af feber den 5. oktober 361 (21.15.3 – andre har datoen 3. november 361). I begyndelsen af 22. bog, kapitel 2, drager Julian mod Konstantinopel, hvor han ankommer den 11. december. Kapitel 3 til 7 fortæller om Julians ophold i byen. I kapitel 9 beretter Ammianus Marcellinus om Julians rejse fra Konstantinopel til Antiochia. Det sker ad den slagne landevej mod sydøst, dvs. som Ammianus Marcellinus selv remser det op: Chalkedon – Nikomedia – Nikaia – Pessinus – Ankyra – tværs sydpå gennem lan- det til Tarsos og derfra til Antiochia. Kapitel 8 står således mellem skildringen af Konstantinopel og rejsen til An- tiochia, og Ammianus Marcellinus begrunder sin ekskurs således: Siden nu den store princeps’ [dvs. Julians] historie har ført mig til disse egne, tror jeg, det her kan være det rette tidspunkt til at give en skildring af Thrakiens yderste egne og af AMMIANUS 73 Det pontiske Havs topografi, klart og pålideligt ud fra det, jeg selv har set og læst. [Visa vel lecta] Deterenendogmegetspinkelbegrundelseforatgivedenneekskurs.Idetfore- gåendekapitel(22.7.9-10)nævnesdetganskevist,atderkomsendebudfranær ogfjerntilJulian,fordirygtetomhansmilitæreevnerhavdespredtsig.Folkene fradenandensideafTigrisogarmeniernebadomfred;deindiskenationer,der boedesålangtbortesomdiverneogserendiverne(påSriLanka?),sendtegaver; sydfrakommaurerne;nordfraogfradeødeegnekomdefolk,derboedevedFa- sis,ogbosporanernesamtandrehidtilukendtefolkforatbedeomatmåtteleve ifred,hvisdebetalteenårligtribut.Hvisberetningenomdemangeudsendinge erkorrekt,ogikkebloterentopos,kandennaturligvisikkerefereretilJulian,der førstligeerblevetaugustus.IsåfaldmådetværeConstantius’ry,derertaleom. JulianselvkommeraldriginærhedenafSortehavet,ogområdetinddragespåin- genmådeihansregeringstidshistorie.SkildringenafThrakienbringesiudvidet formsenerei27.bog.Idennesammenhænger”Thrakiensydersteegne”faktisk identiskmedengennemgangafDetægæiskeHavogafPropontis[Marmaraha- vet].Mankunnederfortænkesig,atAmmianusMarcellinushavdeenganskespe- ciel hensigt med at bringe denne ekskurs. Det kunne f.eks. være, at han mente, hankunnebidragemednyvidenomSortehavsregionenudfraegneiagttagelser. Viså,atdetervanskeligtatforbindehanslivmedrejseriSortehavsegnene,men voresoplysningererdogtrodsaltsåfragmentariske,atvipåingenmådekanude- lukke,athanfaktiskharværetder.Selvomhanskullehaveværetder,kanhan ikkehaveværetoveralt,ogmankunnederforforvente,atder,udoverdetselv- oplevede,tilligevarandremeddelelser,deridetmindsteindeholdersenantikkens opdateredevidenomdisseegne.AmmianusMarcellinusbrugtenemligselvud- trykketvisavellecta,”det,jegselvharsetoglæst”.Detersåledesikkeurimeligt atforestillesigenkombination,hvilketdaogsåerdetalmindeligeiforskningen idag.Manmådaspørgesig,hvaddeter,hanharset,oghvaddeter,hanharlæst. Ekskursen lader sig inddele i seks afsnit (jf. Boeft, Drijvers, Hengst & Teitler 1995, 91): 4. Indsejlingen i Sortehavet og geografien i al almindelighed (22.8.7-13) Der hvor denne form [dvs. Propontis’ form] hører op, snævrer det atter ind, går imellem Europa og Bithynia og flyder forbi Chalkedon, Chrysopolis og nogle 74 ARNE SØBY CHRISTENSEN ubetydelige stationes. Ved dets bred til venstre ligger havnen Athyras og Selym- bria og Konstantinopel, det gamle Byzans, en attisk koloni, og forbjerget Keras, hvor der er bygget et højt fyrtårn for skibene, og derfor kaldes også den kolde vind, som plejer at komme fra disse kanter, for Keratas. Her hvor dets magt brydes, og hvor de to have forenes, bliver det roligere og udvider sig til en havflade, der strækker sig vidt ud i længden og bredden så langt øjet kan nå. (22.2.7-9) Ammianus Marcellinus må flere gange have været på dette sted, når han, som vi har hørt, er rejst fra Østen via Balkan til Vesten og tilbage igen. Athyras og Selymbria ligger på den øst-vestgående hovedvej langs Propontis. De nævnte stednavne og kommentaren er utvivlsomt en kombination af selvsyn og almen viden. Ikke desto mindre nævnes byerne på den vestlige (nordlige) bred ikke i den rigtige rækkefølge, hvis man kommer sejlende fra sydvest, da Selymbria lig- ger længst mod vest, dernæst kommer Athyras og endelig Konstantinopel (Jf. Talbert 2000, 52). Det har han naturligvis vidst, men af en eller anden grund vælger han ikke at bringe dem i en systematisk rækkefølge; det skal senere vise sig, at det ikke er et enkeltstående tilfælde. Endelig kan det nævnes, at kom- mentaren til Konstantinopel ikke passer, da Byzans oprindelig var en koloni fra Megara (ca. 660 f.Kr.). Efterfølgende i samme afsnit får vi den overordnede beskrivelse af Sorte- havet: En rejse rundt langs kysten – som om man sejlede rundt om en ø – ville udgøre en afstand på 23.000 stadier [ca. 4.094 km] efter, hvad det forsikres af Eratosthenes, Hekataios og Ptolemaios og andre, der meget nøje har undersøgt disse problemer, og alle geografer er af den opfattelse, at det har form af en spændt skythisk bue. (22.8.10) Deterklart,atAmmianusMarcellinusmåhavelæstsigtildette,mendetermin- dre sikkert, hvorfra han har sine oplysninger. Han nævner selv som sine forlæg Eratosthenes,derskrevetgeografiskværkidet3.århundredef.Kr.,Hekataios,der havde skrevet sine geografiske værker formentlig i slutningen af 6. århundrede f.Kr., og Ptolemaios, hvis Geografi er fra midten af 2. århundrede e.Kr. Hvem de andre er, ved vi naturligvis ikke. Det fremgår imidlertid af alle kommentarer til tekstudgaverne, at ingen ellers har tallet 23.000 stadier (f.eks. Boeft, Drijvers, Hengst & Teitler 1995, 101; Fontaine 1996, 278 n. 655). Hekataios og Ptolema- iosharformentligsletikkeangivetstørrelsen.Manharforeslåetenfejlskrivning eller fejllæsning af de græske tal: et gamma, G (= 3) for et epsilon, E (= 5) fordi Strabonangiver25.000stadier(2.5.22,jf.s.44),mendeterogbliverspekulatio- AMMIANUS 75 ner(Gardthausen1872/73,541).Detenestenogenlundesikreer,atforlæggetmå haveværetgræsk,fordiderregnesistadierogikke,somellerspålatin,ipassus. Den skythiske bue er en kendt topos i beskrivelser af Sortehavets form. Den anvendes bl.a. af Strabon det førnævnte sted (2.5.22, jf. s. 44), af Pomponius Mela (1.102) og af Plinius (Nat.Hist. 4.76). Ammianus Marcellinus’ indpasning af buen i den konkrete geografi er dog ikke overbevisende. Han nævner buebil- ledet yderligere fem gange (8.13, 8.20, 8.37, 8.42, 8.43), men det gør det ikke klarere. Han lader Det thrakiske Bosporos ved Konstantinopel og Det kimmeri- ske Bosporos ved indsejlingen til Den maiotiske Sø [Det azovske Hav] være den skythiske bues ender (22.8.13). Det er næppe en dækkende udnyttelse af Sorte- havets geografi. Problemet er imidlertid, at han formentlig forestiller sig, at Palus Maeotis ligger mod øst. Det passer udmærket med en skythisk bues form, men meget dårligt med Sortehavets faktiske geografi. Derudover kommer han med den antikvariske oplysning, at der i disse vidt- strakte egne findes græske byer, hvoraf nogle få er athenske kolonier, mens fler- tallet er fra Milet. Han videregiver desuden nogle gamle skrøner om navnenes oprindelse. Der er således intet, som kan bringe nye oplysninger om området fra hans egen samtid. 5. Sortehavets sydkyst (22.8.14-23) Efter at landet fra Det thrakiske Bosporos har drejet af til højre, kommer vi til den bithyniske kyststrækning. (22.8.14) Ammianus Marcellinus’ videre beskrivelse af Sortehavet bliver nærmest en periplus (dvs. en omsejling) af Sortehavskysten. I de ældre periploi fra klassisk græsk tid havde man fulgt kysten mod nord langs den europæiske kyst, altså med uret (for at bruge et anakronistisk billede). I de yngre periploi, dvs. fra Ar- rians Periplusog fremefter, valgte man den modsatte retning, hvor man først føl- ger Lilleasiens kyst, altså mod uret. Arrians værk var dediceret til kejser Hadrian, og det må være publiceret i begyndelsen af 130’erne e.Kr. Det er et sådant for- læg, Ammianus Marcellinus bl.a. må have haft. Hans skildring er ellers ikke ’mo- derne’, eftersom han hele tiden støtter sig til de gode, klassiske fortællinger, f.eks. om Symplegaderne, klipperne ved indsejlingen til Sortehavet. Oprindelig var de ’levende’, og de klappede sammen med en sådan hast, at end ikke en fugl kunne nå at flyve igennem uden at blive mast. Ammian bringer her for første (men ikke sidste) gang den gamle fortælling om argonauternes togt efter ’det gyldne skind’ i Kolchis ind i ekskursen. Argonauterne havde dengang i den fjer- ne fortid løst problemet med ’de levende’ Symplegader, og nu ”står de ube- 76 ARNE SØBY CHRISTENSEN vægelige”. ”Man skulle ikke tro, at fortællingen var sand”, fortsætter han, ”hvis ikke de gamle digtere havde fortalt det” (22.8.15). Ammian er i denne ekskurs langt fra det historiske sandhedsideal, som han ellers flere gange i værket under- streger han vil følge. Da han opremser de første floder langs Lilleasiens kyst, kommer de ligesom de førnævnte byer i vilkårlig rækkefølge: Sangarios, Fyllis, Lykos og Rhebas (22.8.14). Her burde han vel have kendt den rette rækkefølge, da han har været i området, når han rejste gennem Lilleasien, om end han måske ikke direkte har passeret floderne på sin vej. På vejen langs nordkysten ville rækkefølgen fra vest mod øst have været: Rhebas, Fyllis (= Psillis?), Sangarios og Lykos, idet en ræk- ke mindre floder er udeladt (jf. Talbert 2000, 52, 86). Man kunne måske i stedet forestille sig, at han ville have anført byerne og floderne efter deres betydning, men det synes heller ikke at være tilfældet. Herefter – skriver Ammianus Marcellinus – forlader han Bithynien og kom- mer til provinserne Pontos og Paflagonien, og i disse ligger de store byer Herak- leia, Sinope, Polemonion, Amisos, Tios og Amastris – dertil nævner han to byer, der ligger på øer: Trapezus og Pityus (22.8.16). Der er heller ikke meget, der er korrekt i dette afsnit. Provinserne nævnes i omvendt rækkefølge, hvis vi anta- ger, der er tale om en periplus mod uret, men provinsinddelingen er i virkelig- heden langt mere kompleks efter de diokletianske og konstantinske reformer fra begyndelsen af det 4. århundrede e.Kr. end det, Ammianus Marcellinus lader til at vide (se f.eks. Gardthausen 1872/73, 515 ff., 522 ff., særlig 524). Byerne er igen anbragt i vilkårlig rækkefølge, og Herakleia er placeret i Bithynien. Hverken Trapezus eller Pityus er bygget på øer – og hvad Pityus angår, så ligger den langt oppe på østkysten af Sortehavet i Kolchis. Normalt anses denne del af området at ligge uden for riget. Prokopios refererer dog til den som en fæstning på Justi- nians tid (Prok. 8.4.4, Bellum Gothicum4.4.4; De aedificiis3.7.8). Herfra springer Ammianus Marcellinus ganske umotiveret tilbage til Bithy- nien (22.8.17), hvor han omtaler Specus Acherusium ”Den acherusiske Hule (Grotte)” nord for byen Herakleia, som han tidligere havde nævnt. Han gør ikke mere ud af denne oplysning, så man kan undre sig over, at den er med, når han ellers er glad for at give antikvariske meddelelser, og han her kunne have beret- tet om, at det var stedet, hvorfra Herakles steg ned til Hades (jf. Xen. An. 6.2.2). Derefter nævner han en række floder på Lilleasiens nordkyst frem til Thermo- donfloden, men igen mærkeligt nok ikke den største af dem alle, Halysfloden, som han dog senere inddrager i teksten i anden sammenhæng (22.8.20). Thermodon og Themiskyra giver ham derimod anledning til en længere antikvarisk digression om amazonerne (22.8.17-19). De havde før i tiden ført sejrrige togter mod deres naboer. De var herved blevet grebet af overmod, og de